10 livsfærdigheder dine teenagers skal lære, før de rejser hjemmefra

10 livsfærdigheder dine teenagers skal lære, før de rejser hjemmefra

Da jeg var 19 år, rejste jeg hjemmefra. Jeg flyttede sammen med min første mand og her skulle jeg fra første dag hjælpe med at varetage husholdningen.

Dét var jeg slet ikke klar til. Mine forældre havde aldrig stillet krav om, at jeg skulle lære at lave mad, planlægge et budget, gøre rent eller andet, der hører til husholdningsarbejdet. Det var jeg ikke ked af i min barndom, og jeg arbejdede til gengæld flittigt med min skole og med fritidsarbejde fra jeg var 13 år gammel. Sidenhen lærte jeg at lave mad og klare de praktiske ting, men da jeg flyttede hjemmefra, gik det op for mig, at mine forældre nok ikke at havde gjort sig de store tanker om, at jeg en dag skulle kunne klare mig selv.  

Idag har jeg tre børn. Dem har jeg givet mange af de budskaber, jeg selv fik med fra mine forældre, men de har også fået noget andet. Noget mere, så de var i stand til at klare sig selv. Min nuværende mand og jeg, har hele tiden haft for øje, at vores børn skulle kunne klare sig selv uanset, hvilke livssituationer, de måtte ende i. De skulle have nogle af de livsfærdigheder med, jeg ikke selv havde med i mit flyttelæs fra barndomshjemmet.

I dag er jeg meget bevidst om, at forældre skal tage et bevidst ansvar for at lære deres børn nogle helt almene og grundlæggende livsfærdigheder. Fremtiden er helt og aldeles ukendt og det skal børn og unge kunne navigere i.

Jeg håber, at denne liste med de 10 livsfærdigheder kan være en inspiration og en slags tjekliste for dig, som vil arbejde mere målbevidst med at give dine børn og unge et stærkt fundament at stå på. De 10 livsfærdigheder står ikke i en prioriteret rækkefølge.

  

1. livsfærdighed: Kunne lave mad og spise balanceret

I dag kan vi købe mad alle vegne, men det kan nemt sprænge både økonomi og vægt.

  • Lær dit barn at kunne frembringe nogle enkle, sunde og budgetvenlige retter.
  • Lær dit barn at spise balanceret og regelmæssigt.
  • Lær dit barn at have et åbent forhold til al slags mad.

 

2. livsfærdighed: Kunne lægge et budget og styre sine penge

Penge er en abstrakt størrelse, som vi nærmest ikke har i hænderne mere. Det er alt for let at stifte gæld, og det kan ødelægge dine børns fremtid i mange år. 

  • Lær dit barn at leve efter et budget.
  • Lær dit barn at forstå fælderne og konsekvenserne ved at stifte gæld.
  • Lær dit barn, at man skal bidrage aktivt til sin egen økonomi.

 

3. livsfærdighed: Kunne passe på sin bolig

Alle kender vist teenagere, der lever i huler af møg. For de fleste er det heldigvis et forbigående fænomen, og det er ganske ucharmerende og faktisk også usundt at bo i et sted, hvor der ikke bliver gjort rent med jævne mellemrum.

  • Lær dit barn at vaske sit eget tøj og at kunne sy en knap i.
  • Lær dit barn at kunne rydde op og gøre rent på sit eget værelse eller lejlighed. Det betyder, at de skal lære noget om de mest almindelige rengøringsmidler og tips.
  • Lær dit barn at kunne klare de mest almindelig ’kriser’ som et toilet eller en vandhane, der løber.

 

4. livsfærdighed: Kunne tage ansvar for sin egen hygiejne og sundhed

Antallet af unge, der får livsstilrelaterede sygdomme er et enormt problem, der kun stiger.

  • Lær dit barn at have et bevidst og et balanceret forhold til mad og drikkevarer – af enhver slags.
  • Lær dit barn at kunne tage sin egen temperatur og at have et bevidst forhold til køb og anvendelse af medicin.
  • Lær dit barn almindelig hygiejne, og sørg for at de kommer regelmæssigt til tandlæge og læge.

  

5. livsfærdighed: Kunne begå sig med gode sociale færdigheder 

At kunne begå sig blandt andre – voksne – mennesker er nødvendigt, hvis dit barn skal klare sig i skolen, i uddannelsessystemet og i arbejdslivet.

  • Lær dit barn helt basale manerer, som at sige tak, hilse pænt, give hånden og lytte til folk.
  • Lær dit barn at sidde ordentlig ved bordet og rydde op efter sig.
  • Lær dit barn at kunne indgå i fællesskab med andre uden at skulle være i centrum hele tiden.

  

6. livsfærdighed: Kunne bedømme andre mennesker

Alle forældre kender situationen, hvor man ikke synes, at ens barn har fundet den rigtige ven eller veninde.  Nogle gange kan det jo godt sige mere om dig som forælder end om dit barns valg. Men uanset.

  • Lær dit barn at kunne vurdere andre menneskers reelle hensigter.
  • Lær dit barn at kunne skelne mellem de, der vil dem det godt, og de, der ikke vil.
  • Lær også dit barn at stå ved sine valg – for du kan jo tage fejl.

 

7. livsfærdighed:  Kunne tage ansvar for et arbejde

Der er nogle helt basale forventninger til, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads, men som mange unge ikke har lært hjemmefra. Det er virkelig synd for de børn, for de forstår faktisk ikke, hvorfor de ikke lykkes, og mener helt alvorligt, at det er alle andres skyld. Derfor:

  • Lær dit barn at komme til tiden.
  • Lær dit barn at fuldføre sine opgaver.
  • Lær dit barn at gøre tingene ordentligt.

 

8. livsfærdighed: Kunne tage ansvar for deres ressourceforbrug

Vores ressourcer er under pres. Der er ikke rent vand nok, vi forurener havene og luften med plastik, giftige tungmetaller og CO2 udledning fra landbrug og transport. Derfor: 

  • Lær dit barn at tage korte bade.
  • Lær dit barn at læse varedeklarationer, så de kan fravælge de giftige tilsætningsstoffer i fødevarer og alt muligt andet.
  • Lær dit barn at forstå, at de selv kan gøre meget for at mindske deres ’miljømæssige fodspor’.

 

9. livsfærdighed: Kunne skelne mellem forblændelse og langvarige relationer

At være ung og lede efter en kæreste i en verden, hvor man konstant kan sammenligne sig med redesignede pop-up stjerner og pornomodeller, er det let at blive forblændet af det hurtige, det smarte og det tilsyneladende perfekte.

  • Lær dit barn at være kritisk overfor de billeder, som medierne præsenterer for os og at forstå, at ingen er perfekte.
  • Lær dit barn at forstå forskellen mellem den hurtige forblændelse og den indsats, der skal til for at kunne udvikle holdbare og sunde relationer mellem to mennesker.
  • Lær dit barn at respektere andre mennesker uanset køn, race, social status og alder.

 

10. livsfærdighed: At kunne indrømme fejl og starte forfra

Mange børn og unge vokser op med ‘en nulfejlskultur’, og de er bange for, at de ikke er gode nok, smarte nok, kloge nok. Men ingen er perfekte, og alle laver fejl.

  • Lær dit barn at kunne sige undskyld.
  • Lær dit barn at indrømme det, når de har begået en fejl og at tage ansvar for fejlen. Men lær også dit barn, at fejl er en af de bedste måder at lære på.
  • Lær dit barn modet og selvværdet til at turde starte forfra.

 

Spørgsmål til dig som forælder

Hvilke livsfærdigheder ville du ønske, at du havde fået med hjemmefra?
Hvad har du selv brug for at lære for at kunne være en god model for dine børn?
Hvad har du selv brug for at arbejde med, for at kunne tage de nødvendige samtaler med dit barn?

 

Skrevet af Lotte Møller Sørensen