11 måder at hjælpe dit barn med at opbygge sit selvværd

11 måder at hjælpe dit barn med at opbygge sit selvværd

Forældre, der roser deres børn, kan faktisk gøre større skade end godt. Her er en guide til, hvordan du opbygger børns selvværd.

Da en af vores sønner blev optaget på et prestigefyldt amerikansk universitet, var vi sindssygt stolte. Vi blev ved med at sige ’Tillykke! Det er bare så sejt, og du er bare så god! ’ Vi var alle meget glade, og alt synes at være helt fantastisk. Det er jo ikke første gang, at vores børn har hørt os rose dem til skyerne for et eller andet, de har opnået. Gode karakterer. At de har klaret en særlig udfordring osv.

Vi har altid lært og troet på, at det er vigtigt at rose sine børn, fordi det gør dem glade og stolte af sig selv. Men det viser sig, at der er bedre måder at opbygge selvværd på end at overdænge sine børn med ros for alt det, de laver – nemlig ved at hjælpe dem med at blive kompetente til at leve i verden.

 

1: Træd et skridt tilbage

Selvværd kommer af at føle sig elsket og sikker og ved at lære at kunne klare sig selv. De fleste forældre elsker heldigvis deres børn og er ofte gode til at være omsorgsfulde. Men at opbygge de personlige og sociale kompetencer og at kunne blive god til ting, det tager tid og kræfter.

For at kunne gøre det, skal vi forældre lære at træde tilbage og lade vores børn tage chancer og risici, træffe deres egne valg, løse problemer selv og lære at gøre de ting, de begynder på, færdige. Vi kan ikke rose vores børn til at lære noget.

 

2: At rose forkert og for meget gør mere skade end godt

Uspecifik ros forvirrer! Hvis et barn ikke kan stave, og vi alligevel fortæller dem, at de er så gode og dygtige, lærer de til sidst ikke at stole på deres egne instinkter. De lærer, at de ikke behøver at anstrenge sig. De lærer, at ros nærmest er en løgn. Og de lever måske i den vildfarelse, at de skriblerier, tegninger eller musik, de laver, er på højde med en kendt professionel kunstners arbejde. Det er det yderst sjældent, for det kræver dedikation og hårdt arbejde.

Ved at overrose vores børn kan vi muligvis gøre større skade end godt. Vi sænker baren for dem. Hvis du bliver ved med at fortælle dit barn, at hun allerede gør det helt fantastisk, siger du samtidig, at hun ikke længere behøver at anstrenge sig eller at udfordre sig selv. Men selvtillid kommer af at gøre tingene. Prøve og fejle og prøve igen – altså ved at øve sig.

Og hvis du samtidig fortæller dine børn, at de er de kønneste, de bedste, de dygtigste, de mest talentfulde osv. – ja så snører du dem. For det er ikke rigtigt. De vil få sig nogle chok efterhånden, som de bevæger sig ud i livet. Der vil altid være nogle, der er klogere, bedre, smartere, flottere osv.

 

3: Lad dit barn tage nogle velovervejede chancer

Forestil dig denne situation, som alle forældre har prøvet: Dit treårige barn tager en stor sodavandsflaske eller et fyldt mælkekarton for at ville hælde noget op i glas. Du ved, at det næsten kun kan ”gå galt” – altså, at dit barn kommer til at spilde noget eller i værste fald det hele.

Hvad er din første reaktion? At tage flasken eller kartonen fra barnet og selv hælde op? At skælde barnet ud, fordi hvordan kan han eller hun dog finde på noget så tåbeligt? Eller at lade barnet lære ved at tage en chance, rumme at han eller hun hælder ved siden af og hjælpe barnet med at finde gode løsninger bagefter?

Tving dig selv til at træde tilbage, når dit barn tager nogle chancer og løber den risiko, at de lider et nederlag. At opbygge personlig styrke og selvtillid handler i høj grad om at turde tage nogle chancer, at turde træffe nogle valg og at turde at stå ved dem og tage ansvar for dem. Alt for mange forældre prøver hele tiden at redde deres børn fra at fejle og at blive kede af det.

 

4: Lad dit barn træffe sine egne valg

Når børn træffer deres egne alderssvarende valg og beslutninger, føler de sig mere magtfulde. Børn kan faktisk begynde at forstå konsekvenser af deres egne beslutninger, allerede når de er omkring 2 år gamle.

Mange har oplevet kampen med deres 2-3-årige om at skulle tage nok tøj på om vinteren. Men det bedste er selv at lade dem beslutte, om de vil have frakken, huen og vanterne på. Kun de kan reelt mærke forskellen på, hvad der er varmt og koldt. Når de selv lærer at mærke det, kan de også selv tage kontrol over deres krop og tage ansvar for deres egne valg. Den voksne har naturligvis overtøjet med i baghånden. Dette er ikke en straffeekspedition, hvor børnene skal fryse resten af dagen, fordi de ”vandt over den voksne”.

 

5: Lad dem hjælpe til derhjemme

For at kunne opbygge deres selvværd har børn brug for, at vi giver dem muligheder for, at de kan demonstrere deres kompetencer og mærke, at deres bidrag også er vigtigt. Derhjemme betyder det at bede dem om at være med til at lave mad, dække bord, rede seng, rydde op osv. Det skal naturligvis være alderssvarende og rimelige bidrag.

 

6: Opmuntre dit barn til at forfølge sine interesser

En anden sikker måde at booste dit barns selvværd er ved at opmuntre dem til at påtage sig opgaver med de aktiviteter, som de selv viser interesse i og så hjælpe dem med at færdiggøre dem. Hvad disse aktiviteter er, er mindre vigtigt. Det kan være alt fra at svømme til at beherske et videospil. Pointen er, at børnene lærer at være vedholdende, så de kan se, at de faktisk kan opnå noget gennem deres egen indsats.

 

7: Lær dit barn, at det er okay at skulle arbejde for tingene

Hvad hvis dit barns selvværd styrtdykker, når hun eller han ikke kan finde ud af matematik, engelsk eller hvad det nu er?

Alt for mange forældre har helt misforstået deres rolle i forhold til deres børn. De er bange for, at deres børn skal opleve nederlag, Men måske er det i virkeligheden dine egne ambitioner, der kuldsejler?

Både du og dit barn skal lære, at fejl ofte kan være den bedste anledning til lære i. Efterhånden vil dit barn opleve, at hun eller han bliver modigere og er stolt over sine egne bedrifter. Og du vil opleve et barn, der vokser med ansvaret og følelsen af at kunne selv.

 

8: Gør det helt tydeligt for barnet, at din kærlighed er uden betingelser

For dit barns selvværds skyld, skal barnet vide, at du elsker hende eller ham, uden at man har fået et 12-tal i skolen, eller er den bedste til fodbold.

Hvis din kærlighed til dit barn afhænger af, hvad hun eller han præsterer i sport eller får i karakter, får dit barn den overbevisning, at man hele tiden skal gøre sig fortjent til en andens kærlighed.

 

9: Hjælp dit barn med at sætte realistiske og aldersvarende mål

At sætte mål er at give dit barn en mulighed for at opnå succes. Men det skal være mål, som han eller hun også har en chance for at opnå med en rimelig indsats. Din rolle er ikke at gøre dig til dommer over mål eller handlinger, men at facilitere processen og at stille de spørgsmål, som hjælper dit barn til at tage ansvar og at træffe de bedste valg.

 

10. Giv rigtig og relevant ros

Når ros er specifik og fortjent, er det også en værdifuld måde at opbygge selvværdet på. Grunden til, at det virker er, at det er specifik feedback. Det duer ikke bare at sige, at dit barn har gjort noget fantastisk. Fortæl hvordan og hvorfor det var fantastisk. På den måde kan barnet faktisk lære af den positive feedback. Og husk at det, at de har gjort sig umage og øvet sig, er i centrum for rosen.

Et andet og meget let måde at hjælpe sine børn med at udvikle sit selvværd er ved at lade dem overhøre lidt ”forældre-pral”, hvor forældrene fx fortæller lærerne om nogle specifikke ting, som deres børn gør godt.

 

11. Dit barn er noget særligt

Det er vigtigt, at dit barn får mulighed for at udvikle sine særlige kompetencer og talenter. Og dit barn skal også mærke, at han eller hun er noget særligt, men samtidig lære, at det ikke betyder, at de føler sig bedre end andre.

 

Denne artikel er oversat og tilpasset efter tilladelse af journalisten Randi Chapnik Myers.