Vi ser mulighederne i hver enkelt elev, så lad os gøre det tydeligt sammen med dem, at de ser det, vi ser
FGU Østjylland, tidl Learnmark Horsens
” MiLife er muligheden for at blive leder i eget liv, og hvem vil ikke gerne det? Det er netop muligheden for at tage styring i sit eget liv, der får de unge engageret i MiLife.”
På KUU (Kombineret Ungdomsuddannelse), på uddannelsescentret Learnmark i Horsens, går elever fra Horsens, Skanderborg, Hedensted og Odder kommune i skole. Her har MiLife siden 2015 været en fast del af elevernes uddannelsesforløb. I det første skoleår på KUU arbejder eleverne med MiLife syv timer om ugen. På KUU er eleverne skiftevis i skole og i erhvervstræning. Når de efter to år har gennemført deres uddannelsesforløb, står de med et eksamensbevis i hånden, en hue på hovedet og med muligheden for at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller gå direkte i job. På Learnmark sker det for langt de fleste elever, der gennemfører. De har nemlig stor succes med at fastholde de unge i forløbet og kan bryste sig af at have en af landets højeste gennemførelsesrater. De ansatte på Learnmark er ikke i tvivl om, at MiLife har en stor aktie heri. MiLife giver redskaberne til at arbejde med de unges sociale og personlige udvikling.
MiLife kan dokumenteres
Men MiLife giver også redskaberne til at kunne dokumentere, hvorfor der skal afsættes midler til udvikling af sociale og personlige kompetencer: ”Det var et af mine største argumenter for at vælge MiLife. Her kunne jeg se, at dét her, det kan jeg dokumentere. Det var muligt at lave vurderingsmateriale, så vi kunne se om eleverne havde flyttet sig fra A til B. Og det synes jeg er en væsentlig, væsentlig faktor”, fortæller afdelingsleder, Helle Balleby.
Dokumentationen er vigtig. For de ansatte, som kan se, at de gør en forskel, men også for de resultater som kommunal-politikkerne efterspørger, og der i sidste ende afgør, hvordan pengene fordeles.
Eleverne kan sætte nye ord på deres egen udvikling. Eleverne udarbejder efter det første skoleår en portfolio, hvor de dokumenterer deres udvikling med deres egne ord.
Underviser Mette Quiding udtaler: ”Ord, der får censorerne til at tabe kæben, og som udfordrer karakterskalaen i de mange tilfælde, hvor 12-tallet ikke dækker over elevernes præstation”. Og hun fortsætter: ”Men det er nu ikke karaktererne, der er vigtige her. Det vigtige – det fantastiske – er, at eleverne oplever øget selvindsigt, selvaccept og øget selvværd. For mange af eleverne på KUU er det ressourcer, de ikke har med fra grundskolen og måske heller ikke hjemmefra”.
MiLife har hjulpet Linda og Nicklas videre i livet
Linda – fra særligt sensitiv til sosu
”Min største drøm er at få en uddannelse”, fortæller Linda på 25, der i august 2017 afsluttede sin KUU på Learnmark. Den første dag på Learnmark, husker hun tydeligt. De skulle lave en øvelse, hvor de skulle stå i rundkreds. Øvelsen var angstprovokerende i en sådan grad, at Linda måtte bakke ud. Det var dengang.
I dag er det svært at holde armene nede, når Linda fortæller om sin rejse fra specialklasser, hvor hendes sensitivitet og sociale angst i mange år spændte ben for, at hun kunne opnå det faglige niveau, som en ungdomsuddannelse eller jobfunktion kræver.
MiLife gav Linda den nødvendige selvindsigt
MiLife har givet hende den selvindsigt, hun ikke har fundet andre steder. Indsigt, hun haft brug for, for at kunne starte arbejdet med sig selv: ”På grund af MiLife ved jeg, hvad jeg skal arbejde med og hvordan”.
I dag har hun praktikplads på et plejehjem, hvor hun netop har opnået sit mål om at være SOSU-assistent for tre ældre mennesker. Om fremtiden siger Linda: ”Jeg vil jo ikke bare være assistent. Jeg vil se, hvor langt jeg kan komme”. Hendes drøm er at arbejde med børn på sygehuse eller i børnehaver, hvor hun vil hjælpe børn, der står med de samme udfordringer, som hun selv har kæmpet og fortsat kæmper med.
Nicklas – fra gaderæs til skoleglæde
Skolebænken skræmmer ikke længere Nicklas: ”Jeg er blevet mere venlig over for folk. Før gad jeg ikke snakke med nogen. Jeg havde mange fordomme. MiLife har åbnet meget op for mig”.
I begyndelsen tænkte han, at det var noget pjat. Alligevel gav han det en chance og efter et halvt år måtte han vedstå, at energizers og den afvekslende undervisning med MiLife, rykkede noget i ham. ”Man bliver mere skoleglad. Man får lyst til at møde op”, fortæller Nicolaj om det næstbedste ved MiLife.
For Nicklas er det allerbedste ved MiLife, at det har udviklet ham, så han i dag kan arbejde med den ordblindhed og koncentrationsbesværet, der har forfulgt ham i hele hans skoletid. Nicklas giver ikke slip på MiLife lige foreløbigt. Den ikke-eksisterende selvtillid, han mødte op med på sin første dag på Learnmark, skal vokse sig endnu større.
Hvorfor lykkes MiLife så godt hos Learnmark? Arbejdet med MiLife hos Learnmark er inspirerende og forbilledligt. Succesen kan i høj grad tilskrives de engagerede undervisere og en ledelse, der arbejder fokuseret og prioriteret med MiLife.
En del af ansættelsesvilkåret
Eksempelvis er MiLife en del af ansættelsesvilkåret. Når afdelingsleder Helle Balleby rekrutterer nye medarbejdere, er det vigtigt for hende, at kommende arbejdskraft brænder for MiLife. Det er en nødvendighed for at blive en del af kulturen på Learnmark. ”Vi gør det fra dag ét. Folk bliver ansat til det og hvis de ikke kan ”committe” sig til MiLife, så skal de ikke være ansatte her”, fortæller Helle.
Dannelse handler også om at blive leder i sit eget liv. For de unge kan dannelse lyde både tungt og gammeldags, så selvom vi mener, at MiLife er en dannelsesrejse, kan synonymer være nødvendige. Dannelse handler ikke bare om, at de unge kan opføre sig ordentligt over for andre, men også over for sig selv. Underviser Mette Quiding præsenterer MiLife som ”muligheden for at blive leder i eget liv og hvem vil ikke gerne det?” Hun mener, at det netop er muligheden for at tage styring i sit eget liv, der får de unge engageret i MiLife.
Undervisernes engagement
Vi er nu ikke i tvivl om, at succeshistorierne fra Learnmark også har dybe rødder i et engageret personale, der arbejder intenst med MiLife.
Learnmark blev i 2019 en del af den nye uddannelsesinstitution FGU Sydøstjylland.