Som ganske ny i MILIFE og nylig deltager i kurset "Kend dig selv" er jeg stadig helt fyldt op af nysgerrighed, inspiration og nye tanker om de ting, jeg jo egentlig har arbejdet med de seneste 11 år som skolelærer. Alene det at lære 4MAT at kende har markant ændret min måde at forberede min undervisning på, ligesom jeg efter kurset er begyndt at være mig langt mere bevidst om, hvornår jeg underviser og hvornår jeg faciliterer - hvilket jeg er begyndt at gøre langt størstedelen af tiden. På min skole kommer vi til helt konkret at arbejde med Milife som et valgfag i næste skoleår. Vi er meget spændte på, hvordan det vil blive modtaget af de unge mennesker, og har allerede mærket interesse for faget ved de info-møder vi har holdt med potentielle kommende elever og forældre. Personligt har det været - og er det stadigvæk - en ret vild udvikling, der er blevet sparket i gang på kursusdagene med Vagn og Lotte. Der er godt nok mange ting, som jeg ville ønske, jeg havde været bevidst om for mange år siden.