Når AI udfordrer den traditionelle lærerrolle
AI, læring og den humanistiske dimension
Hvad Londons lærerfrie klasseværelse fortæller os om fremtidens skole
Da David Game College i London i 2024 lancerede verdens første klasseværelse uden traditionelle lærere, vakte det opsigt langt ud over Storbritanniens grænser. Ikke fordi modellen nødvendigvis peger på den skole, vi alle vil have i fremtiden, men fordi forsøget illustrerer en bevægelse, som allerede er i gang globalt: En forskydning fra undervisning som formidling af indhold til undervisning som dannelse, proces og personlig udvikling. AI’en i det britiske forsøg står for store dele af den faglige formidling, mens voksne i rollen som coaches støtter elevernes udvikling, trivsel og refleksion. Netop denne forskydning åbner en vigtig samtale om, hvad skolen skal være – og hvad den skal være til for.
Når teknologien flytter ind i skolen, står dannelsen tilbage som det egentlige projekt
I Danmark har vi historisk haft en stærk tradition for at se skolen som et dannelsesprojekt. Vi har altid tænkt uddannelse bredere end faglighed alene. Derfor rammer det britiske eksempel lige ind i hjertet af den debat, vi allerede fører: Hvilken rolle skal skolen spille i en fremtid, hvor viden er frit tilgængelig, og hvor teknologien i stigende grad kan overtage dele af undervisningen? Hvilke kompetencer skal børn og unge udvikle for at kunne navigere i en verden præget af både innovation og usikkerhed? Og hvordan bevarer vi den fundamentale humanistiske dimension i et uddannelsessystem, der står på tærsklen til sin største transformation i flere generationer?
Når man ser nærmere på den britiske model, bliver det hurtigt tydeligt, at teknologien ikke er historiens vigtigste del. Det interessante er ikke, at AI kan forklare matematik eller grammatikkens regler. Det interessante er, at den faglige indholdslevering kun udgør en lille del af skolens samlede opgave. Når AI overtager præcis dét, bliver den dannelsesmæssige opgave tydeligere end nogensinde. Den handler om at udvikle elever som mennesker – med dømmekraft, værdier, empati, ansvarlighed, nysgerrighed og evnen til at skabe mening i deres liv og i fællesskabet.
Den britiske model illustrerer, hvad teknologien kan: Den kan tilpasse læring til den enkelte elev, analysere misforståelser, rette opgaver, give gode råd, planlægge videre frem og give øjeblikkelig feedback. Men den afslører samtidig, hvad teknologien ikke kan: skabe relationer, aflæse elevernes dybere følelsesmæssige signaler, støtte dem gennem tvivl og frustration, motivere gennem nærvær, etablere fællesskaber eller hjælpe elever med at forstå sig selv som mennesker. Det er i denne kontrast, at dannelsesopgaven står med fornyet klarhed. Teknologi kan lære elever noget – men kun voksne kan lære dem at blive nogen.
MiLife som katalysator: Når livsfærdigheder bliver skolens nye omdrejningspunkt
For folkeskolen i Danmark er dette en kærkommen anledning til at genbekræfte sit fundament. Vi befinder os allerede midt i en bevægelse, hvor skolen går fra at fokusere ensidigt på fagligt indhold til at prioritere proces, refleksion, samarbejde og kreativitet. Det er ikke en afsvækkelse af fagligheden, men en styrkelse af skolens helhedssyn. Eleverne skal ikke blot tilegne sig viden; de skal forstå, hvordan de bruger den i verden. De skal lære at arbejde undersøgende, stille kritiske spørgsmål, samarbejde om løsninger og udvikle de karakterstyrker, der gør dem robuste, vedholdende og nysgerrige i en uforudsigelig fremtid.
Her passer MiLife’s tilgang ind som en naturlig og nødvendig modernisering af skolens formål. Siden 1982 hvor vi udgav Livsfærdigheder for unge og valgte at etablerede MiLife for 14 år siden har vi arbejdet på at få Folkeskolen til at sætte langt mere fokus på styrkebaseret læring, karakterdannelse, socio-emotionelle kompetencer, karrierelæring og projektbaseret læring. Det er ikke tilfældigt, at netop disse områder i dag fremhæves som afgørende i internationale analyser af fremtidens uddannelse. De repræsenterer skolens humanistiske fundament: evnen til at forstå sig selv, forstå andre og navigere i relationer og fællesskaber – alt det som ingen teknologi kan erstatte.
Når elever arbejder med autentiske problemstillinger gennem projektbaseret læring, udvikler de skolens kernekompetencer for det 21. århundrede: kritisk tænkning, kreativitet, samarbejde, kommunikative færdigheder og ansvarlighed. Når elever udforsker deres egenskaber og karakterstyrker, udvikler de selvindsigt, modstandskraft og vedholdenhed. Når de træner socio-emotionelle kompetencer, lærer de empati, dømmekraft og evnen til at indgå i konstruktive fællesskaber. Og når de deltager i karrierelæring, udvikler de orientering, handlekraft og mod til at forme deres egen fremtid. Alt dette er elementer af skolens dannelsesopgave – en opgave, der bliver endnu mere central i takt med, at teknologi overtager dele af det faglige håndværk.
Den britiske model viser også noget andet vigtigt: Læreren bliver ikke mindre vigtig i en AI-alder; læreren bliver vigtigere. Men rollen ændrer sig. I stedet for at være formidler af viden bliver læreren procesleder, mentor, facilitator og kulturbærer. Det er læreren, der skaber trygheden i læringsrummet, hvor elever tør tænke selv. Det er læreren, der designer læringsoplevelser, hvor elever arbejder undersøgende og kreativt. Det er læreren, der opbygger det læringsfællesskab, der gør børn trygge nok til at udfolde sig. Og det er læreren, der forankrer skolens værdier og dannelsesideal i hverdagens praksis.
AI kan undervise – men kun læreren kan danne
Når folkeskolen bevæger sig i retning af større fokus på proces, refleksion, projektarbejde og kompetenceudvikling, er det ikke blot et politisk ønske eller en pædagogisk mode. Det er en nødvendighed i et samfund, hvor viden alene ikke længere er en konkurrencemæssig fordel. Det er skolens evne til at skabe hele mennesker, der bliver dens vigtigste bidrag. Derfor er udviklingen mod mere humanistisk dannelse ikke en luksus – det er et fundamentalt svar på samfundets udvikling.
Den britiske case bliver dermed en invitation snarere end en advarsel. En invitation til at overveje, hvordan vi i Danmark – uden at gå “lærerfri” – kan bruge teknologien som katalysator for at styrke den humanistiske dimension af skolen. Hvordan vi kan frigive tid til relationer, til fordybelse, til samtaler og til det pædagogiske håndværk. Hvordan vi kan skabe en skole, hvor elever både bliver dygtige fagligt og samtidig udvikler de karakterstyrker og dannelsesmæssige kvaliteter, der gør dem i stand til at leve et meningsfuldt liv.
MiLife har i mange år insisteret på, at karakterdannelse, styrkebaseret undervisning, socio-emotionelle kompetencer og PBL ikke er tilbehør til skolens faglige mål – de er fundamentet, der gør det faglige arbejde muligt, relevant og virkningsfuldt. I lyset af AI udvikler denne tilgang sig fra at være en pædagogisk ambition til at være en konkret nødvendighed.
Fremtidens skole bliver ikke defineret af, hvad teknologien kan. Den bliver defineret af, hvad vi vælger, at skolen skal være for vores børn. Og det valg træffes ikke af algoritmer, men af os.
