Forfattere
Har du undret dig over, hvorfor trænere ofte er de første, atleter henvender sig til, både når de præsterer dårligt, og når de vinder? Det skyldes, at træner-atlet-forholdet er det vigtigste forhold, der udvikles i sport. Atleter tilbringer mere tid med deres trænere end med nogen andre mennesker i deres liv generelt. De ser op til deres trænere og stoler på dem, når det gælder tekniske, taktiske og personlige råd. Guldmedaljevindende olympiske atleter som Wayde van Niekerk, Simone Biles, Michael Phelps, Laura Muir og LeBron James har sagt, at deres trænere er årsagen til deres succes. I denne artikel vil vi diskutere, hvad der kendetegner et godt træner-atlet-forhold, beskrive træner-atlet-forholdets indflydelse på en atlets succes og give tips, som du og dine trænere kan bruge til at udvikle et godt samarbejde.
Skabe meningsfulde relationer at være sammen med andre er en vigtig del af vores liv. Vi udvikler mange vigtige relationer – med vores venner, familier, lærere og romantiske partnere. I sport danner atleter også flere vigtige relationer – med deres kammerater, ledere og trænere. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor trænere er de første mennesker, atleter henvender sig til, når de præsterer dårligt, eller når de vinder? Det er, fordi de relationer, som atleter udvikler med deres trænere, er nøglen til atleternes succes og tilfredshed. Trænere er de mennesker, som atleter tilbringer det meste af deres tid sammen med. De stoler på deres trænere for deres ekspertise, vejledning og deres dømmekraft om udvælgelse til konkurrencer, hold og kampe. Trænere spiller også andre vigtige roller: De kan være mentorer og motivatorer, og de kan give en skulder at græde ud ved. For eksempel indrømmede Usain Bolt, otte gange olympisk guldmedaljevinder, at “der er tidspunkter, hvor du vil tvivle på dig selv, men træneren er der altid til at sige: ‘Bare rolig, jeg ved, hvad jeg kan gøre for at få dig til at løbe hurtigere, og hvad du skal gøre for at løbe hurtigere’” [1]. Forbindelsen mellem en træner og en atlet kan påvirke en stor del af atletens liv. Derfor skal trænere og atleter fokusere på at udvikle et forhold, der er effektivt (at kunne lide, passe på og respektere hinanden) og succesfuldt (at hjælpe hinanden med at vinde/være succesfulde).
Der er fire hovedtyper af relationer mellem trænere og atleter, som vi ser i sport [2]. Den første er et træner-atlet-forhold, der er effektivt og succesfuldt – det er det ideelle forhold, som alle trænere og atleter stræber efter at udvikle. Disse forhold oplever ikke kun succes, men trænerne og atleterne udvikler også dyb, gensidig omsorg og respekt for hinanden. Et vidunderligt eksempel på denne type forhold er det mellem Michael Phelps og hans træner Bob Bowman [2]. Bowman begyndte at træne Phelps, da Phelps var 11 år. Bowman hjalp Phelps med at blive den mest succesfulde OL-deltager nogensinde med 28 OL-medaljer (hvoraf 23 var guldmedaljer)! Phelps sagde også, at hans træner kendte ham bedre end nogen anden, bortset fra hans mor! Bowman kommenterede, at han var mere end en træner for Phelps; han var også en ven, en rådgiver og en fortrolig. Kan du komme i tanke om andre eksempler på denne type træner-atlet-forhold i sport?
Den anden type træner-atlet-forhold er et effektivt, men ikke succesfuldt forhold. I dette forhold opbygger trænere og atleter relationer af god kvalitet. Disse stærke bånd gør det muligt for trænere at påvirke atleter og hjælpe med udviklingen af atleters psykologiske, følelsesmæssige og sociale færdigheder såvel som deres fysiske, tekniske og taktiske færdigheder. Eksempler på denne type forhold kan findes i ungdomssport, hvor fokus er på at være “den bedste, du kan være”, nyde sporten og have det sjovt – uden at bekymre sig om at vinde. Hvis du har dyrket sport før, eller dyrker sport nu, har du måske oplevet denne form for relation.
Den tredje type forhold er et ineffektivt, men vellykket forhold, isse forhold kan opleve sportslig succes, men træneren og atleten kommer ikke overens. I sådanne tilfælde kan trænere og atleter enten forsøge at rette op på forholdet, eller de kan bryde op. Et klassisk eksempel er forholdet mellem Sir Alex Ferguson og David Beckham [2]. Der er ingen tvivl om, at dette partnerskab var enormt succesfuldt. De kunne også lide hinanden og holdt af hinanden i begyndelsen, og Beckham kaldte ofte Ferguson for en faderfigur. Selvom de fortsatte med at have succes, blev det personlige forhold mellem de to dårligt i 2003. Som et resultat forlod Beckham Ferguson og Manchester United.
Den sidste type træner-atlet-forhold er et, der er mislykket og ineffektivt. Dette er det mest uønskede træner-atlet-forhold, da det ikke har nogen fordele for trænere eller atleter. Vi ser normalt ikke mange eksempler på disse forhold, da omkostningerne ved at blive i sådanne forhold opvejer fordelene, så de går ofte i stykker.
Stop op et øjeblik og tænk over dine egne erfaringer – hvad kendetegner et godt træner-atlet-forhold? Hvordan vil du beskrive et godt, effektivt, funktionelt, givende og tilfredsstillende træner-atlet-forhold?
Den mest undersøgte ramme for forholdet mellem træner og atlet kaldes 3+1 C-modellen, 3+1C er en ramme, der beskriver de vigtigste ingredienser i et vellykket partnerskab mellem træner og atlet (figur 1). I denne model defineres træner-atlet-forholdet som en situation, der består af atleters og træneres følelser, tanker og adfærd [2]. Elementet “følelser” i denne model er defineret som nærhed, som afspejler styrken af det følelsesmæssige bånd mellem træner og atlet. For eksempel i hvor høj grad træneren og atleten kan lide, stoler på og respekterer hinanden. Elementet “tanker” er defineret ved engagement. For eksempel trænerens og atletens intention om at arbejde sammen på kort og lang sigt. Det “adfærdsmæssige” aspekt af dette forhold kaldes komplementaritet, som er det omfang, i hvilket træneren og atleten er komfortable i hinandens nærvær og indtager en venlig (snarere end fjendtlig) holdning. Komplementaritet handler også om trænernes og atleternes unikke roller i forholdet. For eksempel forventes det, at træneren leder og instruerer atleten, mens atleten udfører trænerens instruktioner.
Denne model blev oprindeligt kaldt 3C-modellen, fordi den bestod af nærhed, engagement og komplementaritet. Men baseret på udviklingen i vores forskning, blev den revideret til at inkludere co-orientering som en ekstra komponent. Samorientering afspejler, i hvor høj grad trænere og atleter har de samme opfattelser. Disse opfattelser kan spænde fra deres tanker om deres forhold til forventninger om træning og konkurrence. Hver enkelt atlet og deres træner udvikler en gensidig lighed og forståelse, der betegner deres helt unikke fælles grundlag. Forskning viser, at trænere og atleter, der rapporterer høje niveauer af de 3+1 K’er, har bedre arbejdsrelationer. Det er vigtigt at bemærke, at træner-atlet-forholdet ikke forbliver det samme – det udvikler sig hele tiden. Efterhånden som træner og atlet tilbringer tid sammen, oplever succeser og står over for udfordringer, vil kvaliteten og karakteren af forholdet ændre sig og svinge.
Forskning udført i løbet af de sidste 20 år har vist, hvordan forholdet mellem træner og atlet er forbundet med atleternes succes [3-5]. Forskningen tyder på, at atleter, der har bedre partnerskaber med deres trænere (såsom høje niveauer af 3+1 C’er), rapporterer om mere positive resultater. Disse atleter er mere tilbøjelige til at præstere bedre, de føler sig mere motiverede til at træne og konkurrere, og de har bedre forhold til deres holdkammerater. Desuden rapporterer de om større vitalitet og større tro på sig selv og på deres holds potentiale. Atleter, der rapporterer om forhold af dårligere kvalitet (såsom lave niveauer af 3+1 C’er), rapporterer om færre gunstige resultater. De er tilbøjelige til at præstere dårligt, de føler sig mindre motiverede til at træne og konkurrere, og de er mere tilbøjelige til at føle sig overvældede og stressede.
Hvis du er atlet, vil du efter at have læst dette sandsynligvis indse, at du ikke kan få succes alene! For at blive en succesfuld atlet har du brug for en coach, der er parat til at skabe kontakt til dig, støtte og guide dig gennem op- og nedture i konkurrencesport. Tabel 1 giver nogle tips til, hvordan man udvikler et godt træner-atlet-partnerskab med fordele for både dig og din træner [3].
| Karakteristisk for forholdet | Tip 1 | Tip 2 | Tip 3 |
| Udvikling af nærhed | Tag dig tid til at rose, opmuntre, støtte og give konstruktiv feedback til hinanden under træning, konkurrence og i ikke-sportsrelaterede sammenhænge. | Snak lidt sammen: husk hinandens fødselsdage, vis interesse for aktiviteter, der foregår uden for sporten. | Deltage i teambuilding og sociale aktiviteter, der involverer andre (atleter, hjælpetrænere, forældre). |
| Udvikling af engagement | Sørg for, at du ikke går glip af konkurrencer og træning, og kom til tiden. Vær mentalt og fysisk klar til træning (f.eks. ved at være den første, der kommer, og den sidste, der går). | Vær parat til at opgive din tid til din træner/atlet (f.eks. blive længere på sportspladsen for at træne, modtage/give instruktion eller feedback og planlægge/deltage i ekstra sessioner). | Lytte og lære af hinanden og sammen sætte individuelle (og team) mål |
| Udvikling af komplementaritet | Opstil klare holdregler og forventninger (f.eks. et adfærdskodeks, som trænere og atleter kender og forstår, samt konsekvenserne, hvis regler eller kodekser ikke følges). | Sørg for, at både trænere og atleter kommer med input og deltager aktivt i træningssessionerne. | Opnå en balance mellem orden og frihed – sørg for en klar trænings- eller konkurrencestruktur. |
| Udvikling af medorientering | Sørg for, at trænerne og atleterne er enige om målene, at de er forstået af alle, og at de er i overensstemmelse med alles evner, forventninger, håb og ambitioner. | Vær nysgerrig, stil spørgsmål og lyt aktivt til hinandens svar. | Vær følsom og forstående over for hinandens behov; prøv at forstå hinandens synspunkter og perspektiver. |
Samlet set har denne artikel skitseret vigtigheden af træner-atlet-forholdet, de forskellige typer af forhold, der kan eksistere mellem en atlet og deres træner, og de specifikke komponenter i forholdet (dvs. nærhed, engagement, komplementaritet og koordinering), der er blevet undersøgt inden for forskningen. Vi håber, at du ved at læse denne artikel har fået en bedre forståelse af, hvad der får træner-atlet-forholdet til at “klikke”, og at du har fået nogle nyttige tips til, hvordan du kan bidrage til at opbygge et vellykket og effektivt sportsligt partnerskab.
Relation: Relation er en social situation, der involverer forbindelsen mellem to mennesker
Vellykket forhold: Vellykket forhold er det omfang, i hvilket træner-atlet-partnerskabet er vellykket med hensyn til præstation.
3+1 C-modellen: 3+1C er en ramme, der beskriver de vigtigste ingredienser i et vellykket partnerskab mellem træner og atlet.
Konkurrencesport: Konkurrencesport, hvor deltagelse i sport er fokuseret på at konkurrere og træne for at opnå forbedringer og præstationssucces.
Effektivt forhold: Effektivt forhold er det omfang, i hvilket træner-atlet-partnerskabet opfylder hinandens (eller hinandens) personlige og følelsesmæssige behov.
[1] BBC Sport. 2012. Mød trænerne bag verdens bedste olympiske hold. Tilgængelig online på: https://www.bbc.co.uk/sport/olympics/19253531 (tilgået 17. februar 2021).
[2] Jowett, S., og Poczwardowski, A. 2007. “Understanding the coach-athlete relationship,” in Social Psychology in Sport eds S. Jowett, S., and D. Lavallee (Champaign, IL: Human Kinetics), 3-14.
[3] Jowett, S., og Shanmugam, V. 2016. “Relational coaching in sport: its psychological underpinnings and practical effectiveness,” in Handbook of International Sport Psychology, eds R. J. Schinke, K. R. McGannon, and B. Smith (New York, NY: Routledge), 471-84.
[4] Felton, L., og Jowett, S. 2013. Tilknytning og trivsel: de medierende effekter af psykologisk behovstilfredsstillelse inden for træner-atlet og forældre-atlet relationelle kontekster. Psychol. Sport Exerc. 14:57-65. doi: 10.1016/j.psychsport.2012.07.006
[5] Davis, L., Stenling, A., Gustafsson, Appleby, R. og Davis, P. 2019. Reduktion af risikoen for udbrændthed hos atleter: psykosociale, sociokulturelle og individuelle overvejelser for trænere. Int. J. Sports Sci. Coach. 14:444-52. doi: 10.1177/1747954119861076
Du ser bolden flyve mod dig, kun en halv meter væk. Du sprinter for at gribe den, mens du pumper dine ben så hårdt, du kan. Du griber bolden og holder fast i den med fingrene. Så hører du pludselig din mors stemme kalde på dig. Det går op for dig, at det er tid til aftensmad, så du skynder dig hjem igen. Hvordan kan alt dette ske? Du ved selvfølgelig, at din hjerne styrer din krop, men hvordan ved den, hvad dine øjne ser, eller hvordan får den dine ben til at løbe? Din hjerne består af milliarder af celler, der kaldes neuroner. Dine neuroner bærer information i form af elektriske impulser. Neuronerne kommunikerer med hinanden og resten af din krop ved særlige mødepunkter, der kaldes synapser.
…
Vores hjerner er som utroligt komplekse puslespil med milliarder af brikker, der har vokset og udviklet sig, siden før vi blev født. Men vidste du, at små, hårlignende strukturer på vores celler kaldet primære cilier spiller en stor rolle i denne proces? Primære cilier fungerer som antenner, der hjælper vores hjerneceller med at kommunikere, rejse og endda opbygge forbindelser ved at styre samlingen af dette store puslespil. Men når de primære fimrehår ikke kan dannes ordentligt eller ikke kan fungere problemfrit, kan det påvirke udviklingen af mange organer, herunder hjernen. Forskere har fundet ud af, at kortere eller færre primære cilier er forbundet med tilstande, der kan påvirke hjernens udvikling, herunder en gruppe lidelser, der kaldes ciliopatier. Ved at forstå betydningen af primære cilier kan vi finde ud af mere om hjernens udvikling og den rolle, cilier spiller i samlingen af dette store puslespil.
…
Som mennesker kan vi bruge ord som “sulten” og “mæt” til at kommunikere, hvornår vi har brug for at spise i løbet af dagen. Men mus, som ofte bruges til at studere spiseadfærd i laboratoriet, kan ikke fortælle os, hvad de føler. Vi trænede mus til at fortælle os, om de var sultne eller mætte. Derefter tændte og slukkede vi for bestemte celler i et hjerneområde kaldet hypothalamus for at se, om disse specifikke celletyper kunne få en mus til at føle sig sulten eller mæt. Vores forskning viste, at når vi tændte for bestemte hjerneceller i et område kaldet hypothalamus’ bueformede kerne, fik det musene til at rapportere, at de var sultne, selv om de lige havde spist, og deres maver burde føles fyldte. Disse resultater giver os et fingerpeg om, hvordan hjernen arbejder med at kontrollere sult.
…
Nogle gange kan børn ikke bo hos deres biologiske (biologiske) forældre. Det kan være, fordi forældrene er syge eller ude af stand til at tage sig af deres børn på grund af de udfordringer, forældrene står over for. I sådanne tilfælde kan plejefamilier træde til og hjælpe. En plejefamilie er som en anden familie, hvor børn kan bo midlertidigt, eller indtil de bliver voksne. Plejeforældrenes opgaver er de samme som alle andre forældres: De leger med børnene, tilbyder følelsesmæssig støtte, hjælper med lektier, sørger for mad og drikke, og sørger for et trygt hjemmemiljø. Ikke desto mindre er det en stor forandring at flytte til en ny familie, og det kan være en udfordring. Nogle børn kan være vrede eller kede af det, have svært ved at stole på nye mennesker eller have oplevet slemme ting. Det vigtigste er dog, at børn og plejeforældre ikke er alene i disse situationer. Der er et stort team, kaldet familieplejesystemet, som sørger for, at børn og forældre har det bedst muligt.
…Få inspiration og viden om praksis og cases, evidens og forskning, kurser, netværksmøder og vores Læringsplatform – alt sammen til at styrke din faglige udvikling.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at afmelde dig nyhedsmailen.
Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.
Med venlig hilsen
MiLife
