Det kræver to Betydningen af forholdet mellem træner og atlet

Hvorfor er forbindelsen mellem trænere og atleter vigtig?

Skabe meningsfulde relationer at være sammen med andre er en vigtig del af vores liv. Vi udvikler mange vigtige relationer – med vores venner, familier, lærere og romantiske partnere. I sport danner atleter også flere vigtige relationer – med deres kammerater, ledere og trænere. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor trænere er de første mennesker, atleter henvender sig til, når de præsterer dårligt, eller når de vinder? Det er, fordi de relationer, som atleter udvikler med deres trænere, er nøglen til atleternes succes og tilfredshed. Trænere er de mennesker, som atleter tilbringer det meste af deres tid sammen med. De stoler på deres trænere for deres ekspertise, vejledning og deres dømmekraft om udvælgelse til konkurrencer, hold og kampe. Trænere spiller også andre vigtige roller: De kan være mentorer og motivatorer, og de kan give en skulder at græde ud ved. For eksempel indrømmede Usain Bolt, otte gange olympisk guldmedaljevinder, at “der er tidspunkter, hvor du vil tvivle på dig selv, men træneren er der altid til at sige: ‘Bare rolig, jeg ved, hvad jeg kan gøre for at få dig til at løbe hurtigere, og hvad du skal gøre for at løbe hurtigere’” [1]. Forbindelsen mellem en træner og en atlet kan påvirke en stor del af atletens liv. Derfor skal trænere og atleter fokusere på at udvikle et forhold, der er effektivt (at kunne lide, passe på og respektere hinanden) og succesfuldt (at hjælpe hinanden med at vinde/være succesfulde).

Findes der kun én type træner-atlet-forhold?

Der er fire hovedtyper af relationer mellem trænere og atleter, som vi ser i sport [2]. Den første er et træner-atlet-forhold, der er effektivt og succesfuldt – det er det ideelle forhold, som alle trænere og atleter stræber efter at udvikle. Disse forhold oplever ikke kun succes, men trænerne og atleterne udvikler også dyb, gensidig omsorg og respekt for hinanden. Et vidunderligt eksempel på denne type forhold er det mellem Michael Phelps og hans træner Bob Bowman [2]. Bowman begyndte at træne Phelps, da Phelps var 11 år. Bowman hjalp Phelps med at blive den mest succesfulde OL-deltager nogensinde med 28 OL-medaljer (hvoraf 23 var guldmedaljer)! Phelps sagde også, at hans træner kendte ham bedre end nogen anden, bortset fra hans mor! Bowman kommenterede, at han var mere end en træner for Phelps; han var også en ven, en rådgiver og en fortrolig. Kan du komme i tanke om andre eksempler på denne type træner-atlet-forhold i sport?

Den anden type træner-atlet-forhold er et effektivt, men ikke succesfuldt forhold. I dette forhold opbygger trænere og atleter relationer af god kvalitet. Disse stærke bånd gør det muligt for trænere at påvirke atleter og hjælpe med udviklingen af atleters psykologiske, følelsesmæssige og sociale færdigheder såvel som deres fysiske, tekniske og taktiske færdigheder. Eksempler på denne type forhold kan findes i ungdomssport, hvor fokus er på at være “den bedste, du kan være”, nyde sporten og have det sjovt – uden at bekymre sig om at vinde. Hvis du har dyrket sport før, eller dyrker sport nu, har du måske oplevet denne form for relation.

Den tredje type forhold er et ineffektivt, men vellykket forhold, isse forhold kan opleve sportslig succes, men træneren og atleten kommer ikke overens. I sådanne tilfælde kan trænere og atleter enten forsøge at rette op på forholdet, eller de kan bryde op. Et klassisk eksempel er forholdet mellem Sir Alex Ferguson og David Beckham [2]. Der er ingen tvivl om, at dette partnerskab var enormt succesfuldt. De kunne også lide hinanden og holdt af hinanden i begyndelsen, og Beckham kaldte ofte Ferguson for en faderfigur. Selvom de fortsatte med at have succes, blev det personlige forhold mellem de to dårligt i 2003. Som et resultat forlod Beckham Ferguson og Manchester United.

Den sidste type træner-atlet-forhold er et, der er mislykket og ineffektivt. Dette er det mest uønskede træner-atlet-forhold, da det ikke har nogen fordele for trænere eller atleter. Vi ser normalt ikke mange eksempler på disse forhold, da omkostningerne ved at blive i sådanne forhold opvejer fordelene, så de går ofte i stykker.

3+1 C-modellen for forholdet mellem træner og atlet

Stop op et øjeblik og tænk over dine egne erfaringer – hvad kendetegner et godt træner-atlet-forhold? Hvordan vil du beskrive et godt, effektivt, funktionelt, givende og tilfredsstillende træner-atlet-forhold?

Den mest undersøgte ramme for forholdet mellem træner og atlet kaldes 3+1 C-modellen, 3+1C er en ramme, der beskriver de vigtigste ingredienser i et vellykket partnerskab mellem træner og atlet (figur 1). I denne model defineres træner-atlet-forholdet som en situation, der består af atleters og træneres følelser, tanker og adfærd [2]. Elementet “følelser” i denne model er defineret som nærhed, som afspejler styrken af det følelsesmæssige bånd mellem træner og atlet. For eksempel i hvor høj grad træneren og atleten kan lide, stoler på og respekterer hinanden. Elementet “tanker” er defineret ved engagement. For eksempel trænerens og atletens intention om at arbejde sammen på kort og lang sigt. Det “adfærdsmæssige” aspekt af dette forhold kaldes komplementaritet, som er det omfang, i hvilket træneren og atleten er komfortable i hinandens nærvær og indtager en venlig (snarere end fjendtlig) holdning. Komplementaritet handler også om trænernes og atleternes unikke roller i forholdet. For eksempel forventes det, at træneren leder og instruerer atleten, mens atleten udfører trænerens instruktioner.