Forfattere
Hver dag oplever du mange slags følelser, som påvirker den måde, du tænker og handler på. Men du tænker sikkert aldrig over, hvorfor du har det sådan: Det er nogle bittesmå kemikalier, der er ansvarlige. Disse kemikalier, kaldet neurotransmittere, kan kontrollere dit humør og din aktivitet. Din krop består af mange små dele, der kaldes celler, og ved hjælp af snesevis af kemiske signaler, der kaldes neurotransmittere, kommunikerer cellerne med hinanden. Det er, som om cellerne “sender noder” rundt og sender beskeder frem og tilbage fra hjernen til resten af kroppen. At lære mere om de neurotransmittere, der flyder rundt i kroppen, og hvordan de fungerer i cellekommunikationen, kan hjælpe os med at forstå mere om, hvordan vores følelser fungerer, og det kan også hjælpe forskere med at skabe medicin til mennesker med visse mentale helbredstilstande. I denne artikel diskuterer vi tre vigtige neurotransmittere og de følelser, de forårsager.
Tænk tilbage på et tidspunkt, hvor du følte dig opstemt og glad. Tænk nu tilbage på et tidspunkt, hvor du var ked af det, skuffet eller endda vred. Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du følte disse ting, eller hvorfor din krop reagerede, som den gjorde, da du oplevede disse følelser? Du kan takke nogle bittesmå kemikalier, der produceres af nerveceller, som er på arbejde overalt i din krop.
Celler er de grundlæggende byggesten i livet. Din krop består af billioner af celler! Nerveceller (også kaldet neuroner) er en af kroppens mange celletyper, og de har to hovedfunktioner: at sanse omverdenen og at kontrollere kroppens reaktioner på omverdenen. Hvordan gør neuronerne det? Ved at arbejde sammen!
Neuroner, som findes i hjernen, rygmarven og alle andre organer, kommunikerer med hinanden ved hjælp af kemiske signaler for at videresende information i hele kroppen. Det gør de gennem deres unikke struktur (figur 1). Cellekroppen er neuronets “hovedområde”. Dendritter er korte grene, der udgår fra cellelegemet og modtager kemiske signaler fra andre celler. Axonet er en lang, tynd fiber, der strækker sig ud fra cellekroppen og forgrener sig i enderne. Enderne af grenene kaldes aksonterminaler, og de frigiver kemiske signaler til det lille rum mellem to neuroner, som kaldes synaptic gap.
Så kort sagt modtager en neuron signaler gennem sine dendritter, signalet bevæger sig gennem cellekroppen og ned ad axonet og sendes videre ved axonterminalerne, så en anden neuron kan modtage det. Tilsammen kan neuroner kontrollere mange ting ved os, herunder vores følelser [1].
Hvad er det egentlig for signaler, der sendes mellem neuronerne? De er lavet af kemikalier kaldet neurotransmittere.
Forestil dig to venner, der leger fangeleg med en baseball. “Kasteren” kaster bolden hen over plænen til “fangeren”. Forestil dig på samme måde, at to neuroner kommunikerer ved hjælp af neurotransmittere (figur 2). “Kasterens” neuron kaldes det præsynaptiske neuron – “præ” betyder “før” og fortæller os, at dette neuron er før den synaptiske kløft.
Den præsynaptiske neuron frigiver neurotransmitteren over “plænen” (det synaptiske hul), hvor den fanges af den “fangende” neuron, kaldet den postsynaptiske neuron (hvilket betyder “efter” det synaptiske hul).
Selvom det er, hvad der generelt sker, er detaljerne lidt mere komplekse. Neurotransmittere opbevares i små sæklignende strukturer kaldet vesikler ved aksonterminalen. Når neurotransmittere bevæger sig over den synaptiske kløft, binder de sig til molekyler, der kaldes receptorer.
På dendritterne af det “fangende” neuron – man kan tænke på receptorer som “hænderne”, der fanger. Når nok receptorer “fanger” neurotransmitterne, skabes der en elektrisk ændring i det modtagende neuron, og denne ladning bevæger sig gennem cellekroppen og ned ad aksonet [2]. Når det elektriske signal når enden af aksonet, frigiver vesiklerne i aksonterminalen deres neurotransmittere i det synaptiske hul, og de bevæger sig på tværs for at kommunikere med endnu flere neuroner på samme måde. Dette er den grundlæggende metode, hvormed neurotransmitterne i din hjerne påvirker de følelser, du føler.
De tre mest almindelige neurotransmittere, der er involveret i følelser, er dopamin, serotonin og noradrenalin [3] (figur 3). Disse tre forskellige “bolde” styrer dit humør og dine følelser i hverdagen! En god balance mellem at “kaste” og “gribe” hver af disse neurotransmittere er vigtig for at holde dig fysisk og mentalt sund.
Dopamin er en neurotransmitter, der er forbundet med følelser som interesse, nydelse, frygt og vrede. Men dopamin alene kan ikke forårsage disse følelser [3]. Dopamin er en særlig neurotransmitter, der arbejder sammen med andre neurotransmittere, såsom serotonin og noradrenalin, for at danne disse følelser. Dopamin fungerer også i hjernens belønningssystem. Dopamin frigives fra neuronerne, når hjernen modtager en uventet belønning, som når man får en overraskende gave [4]. For meget dopamin kan dog være problematisk, da det er knyttet til afhængighed og en psykiatrisk lidelse kaldet skizofreni. Symptomerne på skizofreni er, at man mister kontakten med virkeligheden, f.eks. ved at se eller høre ting, som ikke er der i virkeligheden. Forskere ved, at for meget dopamin og dopaminreceptorer er en af årsagerne til skizofreni, men de er usikre på den nøjagtige mekanisme [5].
Hvis du bliver nægtet en forventet belønning, som hvis du finder ud af, at din yndlingsserie er blevet aflyst, nedsættes dopaminaktiviteten [4]. Lave dopaminniveauer er forbundet med følelser som overraskelse, nød, skam og afsky [3]. Endnu lavere niveauer er forbundet med angst og Parkinsons sygdom, en sygdom i nervesystemet, der forårsager bevægelsesbesvær. En behandling af sådanne tilstande omfatter derfor et særligt kemikalie, der hjælper kroppen med at skabe mere dopamin, hvilket reducerer symptomerne [5].
Serotonin er en neurotransmitter, der er forbundet med følelser som interesse, nydelse og overraskelse. Det er også relateret til afsky, da stimulering af serotoninreceptorer er forbundet med at kunne lide smagen af en fødevare [3]. Næste gang du føler afsky ved at spise din mest forhadte ret, vil du vide, at det skyldes serotoninudladningen i din hjerne. Ekstremt høje niveauer af serotonin i neuroner kan føre til serotonintoksicitet, som involverer symptomer som nervøsitet, søvnløshed, kvalme og rysten [6].
Lave niveauer af serotonin er forbundet med følelser af nød, frygt, skam og vrede [3]. Det er også forskelligt fra person til person, hvordan disse følelser med lavt serotoninniveau opleves. Hvis du for eksempel er meget følsom over for andres følelser, og du gør noget forkert, vil du sandsynligvis føle meget mere skyld og skam end en person, der er mindre følsom, som er mere tilbøjelig til at føle sig irriteret eller endda vred i den samme situation [7]. Meget lave niveauer af serotonin er forbundet med psykiatriske lidelser, herunder depression [3]. Nogle medikamenter kan øge den tid, serotonin bliver i det synaptiske hul, hvilket nogle gange kan behandle symptomerne på depression [7].
Noradrenalin er en neurotransmitter, der spiller en vigtig rolle for opmærksomhed og årvågenhed samt for “kæmp eller flygt”-reaktionen. I perioder med stress eller angst frigives noradrenalin, som binder sig til receptorer i hele kroppen. Det øger hjertefrekvensen, udvider pupillerne, bremser fordøjelsen og skærper sanserne – en reaktion, du måske har følt på et tidspunkt, hvor du var nervøs eller bange [8]. Høje niveauer af noradrenalin får dig til at føle dig aktiv, ophidset og opmærksom. Så uanset om du bliver jagtet af en bjørn i skoven, er ekstremt fokuseret på at tage en prøve, spændt på at præstere i en konkurrence eller endda føler dig tiltrukket af din udkårne, flyder der høje niveauer af noradrenalin i hele din krop.
Både høje og lave niveauer af noradrenalin er relateret til sygdomme: lave niveauer er relateret til Alzheimers og Parkinsons sygdomme, ADHD (attention-deficit/hyperactivity disorder) og depression, mens høje niveauer er relateret til skizofreni [8]. Nu hvor du ved, hvordan noradrenalin påvirker dine reaktioner, kan du måske forstå, hvorfor høje niveauer af noradrenalin kan forklare følelser som interesse, overraskelse, nød og vrede, mens lave niveauer af noradrenalin kan forklare rædsel, skam og afsky [3].
Forhåbentlig har du nu en bedre forståelse af, hvordan og hvorfor du har det, som du har det! Forskellige kombinationer af serotonin, dopamin og noradrenalin skaber vores grundlæggende følelser. Når alle tre neurotransmittere er på et højt niveau, kan vi føle interesse og spænding, mens et lavt niveau af alle tre kan skabe følelser af skam og ydmygelse [3]. Kontrol af følelser, tanker og handlinger er kompleks og påvirkes af andre faktorer end de tre neurotransmittere, der diskuteres i denne artikel. Alligevel spiller serotonin, dopamin og noradrenalin en vigtig rolle for vores humør. Så når du føler dig glad, trist eller noget midt imellem, så husk, at disse små kemikalier er på arbejde overalt i din krop for at få dig til at føle dig sådan.
Neuroner: Celler, der udgør hjernen, rygmarven og nerverne. De består af dendritter, en cellekrop og et axon.
Dendrit: Korte forgrenede strukturer på neuroners cellelegemer, som modtager kemiske signaler fra andre celler.
Axon: Den lange tynde del i midten af en neuron, der sender signaler fra cellekroppen til aksonterminalen og frigiver kemikalier, der fører til signalering i andre neuroner.
Synaptisk hul: Mellemrummet mellem enden af en neuron og starten af en anden neuron, som neurotransmittere krydser for at kommunikere fra celle til celle.
Neurotransmittere: Kemiske budbringere, der overfører signaler fra en nervecelle til en anden.
Vesikler: Sæklignende strukturer ved aksonterminalen, der indeholder neurotransmittere og frigiver dem i det synaptiske hul som reaktion på et tilstrækkeligt højt elektrisk signal.
Receptorer: Strukturer på en celle, der modtager (“fanger”) molekyler og kan sende et signal ind i cellen som svar. I neuroner udløser receptorer et elektrisk signal, som bevæger sig gennem cellen.
Psykiatrisk lidelse: Helbredstilstande, der påvirker den måde, en person føler, tænker og opfører sig på. Eksempler er skizofreni og depression.
[1] Lerner, K. L., og Minderovic, C. M. Neuron. 2014. I: The Gale Encyclopedia of Science. Detroit, MI: Gale, a Cengage Company. Tilgængelig online på: https://link.gale.com/apps/doc/CX3727801669/GVRL?u=txshracd2598&sid=bookmark-GVRL&xid=743dabf1 (tilgået 10. december 2023).
[2] Finley, M. 2014. Neurotransmitter. I: The Gale Encyclopedia of Science. Detroit, MI: Gale, a Cengage Company. Tilgængelig online på: https://link.gale.com/apps/doc/CX3727801672/GVRL?u=txshracd2598&sid=bookmark-GVRL&xid=d23322a7 (tilgået 10. december 2023).
[3] Lövheim, H. 2012. En ny tredimensionel model for følelser og monoamin-neurotransmittere. Med. Hypotheses. 78:341-8. doi: 10.1016/j.mehy.2011.11.016
[4] Girault, J. A., og Greengard, P. 2004. Neurobiologien ved dopamin-signalering. Arch Neurol. 61:641. doi: 10.1001/archneur.61.5.641
[5] Gotlib, J., og Dopamine, L. 2015. Gale, et Cengage-selskab, 1-2. Tilgængelig online på: https://link.gale.com/apps/doc/CX8124400793/SCIC?u=txshracd2598&sid=bookmark-SCIC&xid=68b75c36 (tilgået 10. december 2023).
[6] Foong A. L., Grindrod K. A., Patel T. og Kellar J. 2018. Afmystificering af serotoninsyndrom (eller serotonintoksicitet). Can. Fam. Physician. 64:720-7.
[7] Kanen J.W., Arntz F. E., Yellowlees R, Cardinal R. N., Price A., Christmas D. M., et al. 2021. Serotoninudtømning forstærker forskellige menneskelige sociale følelser som en funktion af individuelle forskelle i personlighed. Transl. Psychiatry. 11:81. doi: 10.1038/s41398-020-00880-9
[8] Hussain L. S., Reddy V., and Maani C. V. 2021. Fysiologi, noradrenerg synapse. I: StatPearls. Treasure Island (FL): StatPearls Publishing. Tilgængelig online på: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK540977/ (tilgået 10. december 2023).
Du ser bolden flyve mod dig, kun en halv meter væk. Du sprinter for at gribe den, mens du pumper dine ben så hårdt, du kan. Du griber bolden og holder fast i den med fingrene. Så hører du pludselig din mors stemme kalde på dig. Det går op for dig, at det er tid til aftensmad, så du skynder dig hjem igen. Hvordan kan alt dette ske? Du ved selvfølgelig, at din hjerne styrer din krop, men hvordan ved den, hvad dine øjne ser, eller hvordan får den dine ben til at løbe? Din hjerne består af milliarder af celler, der kaldes neuroner. Dine neuroner bærer information i form af elektriske impulser. Neuronerne kommunikerer med hinanden og resten af din krop ved særlige mødepunkter, der kaldes synapser.
…
Vores hjerner er som utroligt komplekse puslespil med milliarder af brikker, der har vokset og udviklet sig, siden før vi blev født. Men vidste du, at små, hårlignende strukturer på vores celler kaldet primære cilier spiller en stor rolle i denne proces? Primære cilier fungerer som antenner, der hjælper vores hjerneceller med at kommunikere, rejse og endda opbygge forbindelser ved at styre samlingen af dette store puslespil. Men når de primære fimrehår ikke kan dannes ordentligt eller ikke kan fungere problemfrit, kan det påvirke udviklingen af mange organer, herunder hjernen. Forskere har fundet ud af, at kortere eller færre primære cilier er forbundet med tilstande, der kan påvirke hjernens udvikling, herunder en gruppe lidelser, der kaldes ciliopatier. Ved at forstå betydningen af primære cilier kan vi finde ud af mere om hjernens udvikling og den rolle, cilier spiller i samlingen af dette store puslespil.
…
Som mennesker kan vi bruge ord som “sulten” og “mæt” til at kommunikere, hvornår vi har brug for at spise i løbet af dagen. Men mus, som ofte bruges til at studere spiseadfærd i laboratoriet, kan ikke fortælle os, hvad de føler. Vi trænede mus til at fortælle os, om de var sultne eller mætte. Derefter tændte og slukkede vi for bestemte celler i et hjerneområde kaldet hypothalamus for at se, om disse specifikke celletyper kunne få en mus til at føle sig sulten eller mæt. Vores forskning viste, at når vi tændte for bestemte hjerneceller i et område kaldet hypothalamus’ bueformede kerne, fik det musene til at rapportere, at de var sultne, selv om de lige havde spist, og deres maver burde føles fyldte. Disse resultater giver os et fingerpeg om, hvordan hjernen arbejder med at kontrollere sult.
…
Nogle gange kan børn ikke bo hos deres biologiske (biologiske) forældre. Det kan være, fordi forældrene er syge eller ude af stand til at tage sig af deres børn på grund af de udfordringer, forældrene står over for. I sådanne tilfælde kan plejefamilier træde til og hjælpe. En plejefamilie er som en anden familie, hvor børn kan bo midlertidigt, eller indtil de bliver voksne. Plejeforældrenes opgaver er de samme som alle andre forældres: De leger med børnene, tilbyder følelsesmæssig støtte, hjælper med lektier, sørger for mad og drikke, og sørger for et trygt hjemmemiljø. Ikke desto mindre er det en stor forandring at flytte til en ny familie, og det kan være en udfordring. Nogle børn kan være vrede eller kede af det, have svært ved at stole på nye mennesker eller have oplevet slemme ting. Det vigtigste er dog, at børn og plejeforældre ikke er alene i disse situationer. Der er et stort team, kaldet familieplejesystemet, som sørger for, at børn og forældre har det bedst muligt.
…Få inspiration og viden om praksis og cases, evidens og forskning, kurser, netværksmøder og vores Læringsplatform – alt sammen til at styrke din faglige udvikling.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at afmelde dig nyhedsmailen.
Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.
Med venlig hilsen
MiLife
