Forfattere
I vores hjerner, ligesom i hjernerne hos andre pattedyr som aber og mus, er der et område kaldet hippocampus, som gør det muligt for os at finde vej og ikke fare vild. Nogle gange vil vi køre til et bestemt sted, men ender et andet sted. Hvordan kan det ske? Hvad er egentlig et “sted”? Har vi en fornemmelse af “sted”, ligesom vi har andre sanser – syn, hørelse og lugt? I denne artikel vil vi tale om “stedceller” og andre typer hjerneceller, som vi undersøger i laboratoriet, og som giver vores hjerner en intern kortfunktion og fungerer som et naturligt “Waze”-navigationssystem i hver enkelt af os for at hjælpe os med at finde vej mellem forskellige steder.
I sidste uge satte jeg mig ind i bilen sammen med min kone Ruthi for at give hende et lift til arbejde (figur 1). Jeg begyndte at køre, og vi sludrede undervejs. Ruthis arbejde ligger i Haifa, Israel, i et kvarter, der hedder Hadar, og mit arbejde ligger i et kvarter, der hedder Bat Galim, tæt på havet. Vi bor på Karmelbjerget, så jeg begyndte at køre ned ad bjergsiden ad den sædvanlige vej, jeg altid tager. Efter et par minutter bemærkede vi, at bilen ved et uheld “tog” os til mit arbejde i stedet for Ruthis arbejde. Vi rettede selvfølgelig straks ruten, men denne ekstra drejning kostede os en ekstra halv time i tæt trafik. Hvad skete der helt præcist? Hvordan gik det til, at jeg planlagde at ankomme til ét sted (Ruthis arbejde), men i stedet ankom til et andet sted (mit arbejde) uden at lægge mærke til det?
Det viser sig, at der i vores hjerner er forskellige dele, der er ansvarlige for spørgsmålet “hvor skal jeg hen?”, og nogle gange giver disse hjerneområder os forskellige svar på dette spørgsmål. Da jeg satte mig ind i bilen, sagde et hjerneområde til mig: “Kør den vej, du kører hver morgen, til det sted, du altid kører til”, mens et andet område sagde: “Vent, vent, vent! I dag skal du afvige fra din vane og navigere til et nyt sted.” Problemet er, at det hjerneområde, der er ansvarligt for vanen, nogle gange tager over og får os til at køre et sted hen, hvor vi ikke havde tænkt os at køre hen.
Den israelske professor Daniel Kahneman, som vandt en nobelpris i økonomi, hævdede, at hjernen har to systemer, kaldet system 1 og system 2. System 1 arbejder hurtigere og automatisk, mens system 2 arbejder langsommere og kræver koncentration for at fungere, men giver os mulighed for at udføre mere komplicerede opgaver. System 2 har brug for vores bevidste opmærksomhed, mens vi lægger mindre mærke til, hvad system 1 gør, da det har en tendens til at fortsætte med at fungere, selv når vi ikke er opmærksomme på det. I tilfældet med vores biltur var jeg nødt til at køre Ruthi på arbejde, hvilket fik mig til at afvige fra min vane. For at nå frem til den rigtige destination var jeg nødt til at få system 2 til at tage sig af navigationen – men system 2 havde travlt med at tale med Ruthi, så system 1 overtog navigationen, og vi befandt os på vej til mit arbejde i stedet for Ruthis arbejde, af vane.
I mit laboratorium studerer jeg hjernesystem 2’s rolle i navigationsprocessen. System 2 er et fleksibelt system, som gør det muligt for os at finde rundt på steder, hvor vi ikke har været før. Forestil dig, at vi hver især har et lille kort, som er lagret inde i vores hjerner. Hvad er det for et kort? Hvad giver det os mulighed for at gøre? I den menneskelige hjerne er der et område, der hedder hippocampus (figur 2), som vi mener er en del af system 2. Hippocampus indeholder de hjerneområder, der er ansvarlige for navigation på mindre kendte steder. Hippocampus hos mennesker, aber og mus udfører den samme navigationsfunktion. Alle disse dyr har brug for at finde vej fra et sted til et andet, så det er ikke overraskende, at de har hjerneområder, der er ansvarlige for den opgave. Det faktum, at hippocampus findes hos mennesker såvel som hos andre pattedyr, f.eks. mus, understøtter påstanden om, at alle pattedyr havde en fælles forfader, som levede for millioner af år siden og også havde en hippocampus.
I mit laboratorium på Technion studerer jeg hippocampus hos mus. Hos mus, ligesom hos mennesker, er hippocampus involveret i de beregninger, der er ansvarlige for navigation. Mus har ikke brug for at navigere fra hjem til arbejde, som jeg har. Men de har brug for at vide, hvordan de skal navigere fra deres hule til vores køkken for at finde smuldrende ost på gulvet og derefter vende sikkert tilbage til deres hule (uden at støde ind i min kat på vejen). Hippocampus indeholder millioner af hjerneceller (kaldet neuroner), som er de celler, der er ansvarlige for at overføre signaler fra et sted i hjernen til et andet ved hjælp af elektriske strømme. Derfor er hjernecellerne meget lange og ligner lidt små kommunikationskabler (figur 3). I laboratoriet registrerer vi den elektriske aktivitet fra disse neuroner.
En hjernecelle, også kaldet en neuron, kan være meget smal, omkring en hundrededel af en millimeter, men kan være meget lang for at kunne overføre information fra et sted til et andet i hjernen ved hjælp af elektriske strømme (illustration: Shira Derdikman).
Et stort gennembrud i studiet af hippocampus skete for næsten 50 år siden, i 1971. Prof. John O’Keefe fra London og hans israelske studerende Dr. Jonathan Dostrovsky opdagede meget specielle hjerneceller i hippocampus hos en rotte. Prof. O’Keefe opdagede, at disse særlige celler i hippocampus reagerer (dvs. sender et elektrisk signal til andre celler), når rotten befinder sig på et bestemt sted. Men når rotten befinder sig et andet sted, er disse celler stille og ikke elektrisk aktive. Så når forskerne registrerede aktiviteten af disse celler i hippocampus, kunne de vide noget om, hvor rotten befandt sig i det øjeblik (figur 4). O’Keefe foreslog, at disse celler danner en slags internt kort inde i rottens hjerne (eller menneskets eller abens), som hjælper den med at vide, hvor den er, og hvordan den finder vej. Dette kort er en slags internt “Waze”-navigationssystem, som findes i alle pattedyr og hjælper dem med at finde vej fra et sted til et andet.
I dette eksempel “vågner” en stedcelle, når rotten passerer gennem det område, der er markeret med den gule cirkel. En anden stedcelle vil “vågne op” et andet sted i kassen. Disse celler findes også i hippocampus hos andre pattedyr.
I starten var forskere meget skeptiske over for O’Keefes fund, da ideen om stedceller det lyder meget mærkeligt. Hvordan kan der være hjerneceller, som begynder at arbejde, når vi befinder os et bestemt sted? Indtil O’Keefes opdagelse troede forskerne, at hjerneceller hos dyr hovedsageligt var optaget af to ting: sansning (syn, hørelse, berøring, lugt og smag) og bevægelse. På det tidspunkt vidste man, at der er hjerneceller, som reagerer på det, vores fem sanser møder, men “sted” er noget langt mindre defineret. Hvad betyder det, at cellerne reagerer på et bestemt “sted”? Hvordan kan et sted defineres? Det er ikke noget enkelt spørgsmål, men næsten 50 år senere er der lavet så mange eksperimenter, der understøtter eksistensen af stedceller, at det er svært at modsætte sig dem. I 2014 fik John O’Keefe den anerkendelse, han fortjente for denne vigtige opdagelse, da han vandt Nobelprisen i medicin for opdagelsen af stedceller.
Siden opdagelsen af stedceller i 1970’erne er der blevet opdaget mange andre typer hjerneceller, der har med navigation at gøre. En anden vigtig type navigationsceller, kaldet grid cells blev opdaget i 2005 i et laboratorium i Norge af prof. Edvard og May-Britt Moser (sammen med deres studerende). Deres opdagelse blev også belønnet med en Nobelpris. Mosers opdagede, at et hjerneområde nær hippocampus indeholder hjerneceller, som skaber et rumligt kort, der fungerer med sekskanter som basis. Det svarer lidt til at sige, at hjernen kortlægger verden ved hjælp af firkanter på et papir, men i stedet for firkanter er der sekskanter. Disse sekskanter ligner andre steder i naturen, hvor der er sekskanter, som f.eks. en bikube (figur 5). Denne opdagelse begejstrede mig så meget, at jeg i 2006 rejste til Mosers laboratorium i Norge og arbejdede sammen med dem om at studere gitterceller, som netop var blevet opdaget.
Inden for et kvadratisk område (til højre) sender gitterceller elektriske strømme, hver gang dyret passerer gennem et af de steder, der er markeret med “x”. De aktive steder er arrangeret i form af sekskanter, ligesom cellerne i en bikube (til venstre). Et eksempel på en sekskant er markeret med en rød linje til højre (billede: David Hablützel fra Pixabay).
Hvad byder fremtiden på? Nu hvor man har opdaget forskellige typer af celler, der arbejder sammen som hjernens interne kort, er et af de centrale mål med denne forskning at finde ud af, hvordan disse celler fungerer, dvs. hvordan de identificerer, hvad et “sted” er. I mit laboratorium har vi fundet ud af, at visse steder er vigtigere end andre, og vi studerer, hvordan hjernen beslutter, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Derudover studerer vi den vej i hjernen, der overfører information fra sanserne (syn og berøring) til det interne kort. Teknologien bag hjernestudier har udviklet sig enormt i løbet af de sidste 50 år. Mens O’Keefe kun var i stand til at registrere elektrisk aktivitet fra enkelte hjerneceller, kan vi i dag registrere hundreder og tusinder af hjerneceller samtidig. Det bringer os ind i en ny æra med Big Data, hvor vi kan registrere millioner af signaler fra hjernen. Den store udfordring bliver nu at dechifrere alle disse signaler for at besvare det grundlæggende spørgsmål, vi startede med – hvordan ved hjernen, hvor vi er?
Hippocampus: Et hjerneområde, der er kendt for at være relateret til hukommelse og navigation.
Neuron: En nervecelle i hjernen.
Stedscelle: En nervecelle i hippocampus, som er aktiv, når dyret befinder sig et bestemt sted.
Gittercelle: En nervecelle nær hippocampus, som er aktiv, når dyret passerer gennem bestemte punkter, der har form som sekskanter.
Forbrændinger er almindelige skader, der opstår, når varme, varme væsker, kemikalier, elektricitet eller endda solen beskadiger huden. Nogle forbrændinger er milde, som f.eks. solskoldning, mens andre kan være så alvorlige, at de beskadiger muskler, knogler eller endda organer. Mens de fleste forbrændinger er smertefulde, kan de mest alvorlige faktisk være smertefri, fordi de ødelægger nerverne. Forbrændinger svækker også hudens naturlige barriere, hvilket øger risikoen for infektion. Kroppen heler forbrændinger i tre faser, men dybere forbrændinger tager længere tid at komme sig over og kan efterlade permanente ar. Behandlingen afhænger af sværhedsgraden – nogle forbrændinger kan køles med vand, mens andre kræver akut lægehjælp. Denne artikel undersøger, hvad der forårsager forbrændinger, hvordan de klassificeres, og hvordan de heler, hvilket hjælper børn og deres omsorgspersoner med at forstå, hvordan man forebygger, håndterer og kommer sig efter disse skader.
…
Forestil dig dine knogler som fundamentet i et hus – de holder ikke kun din krop oprejst, men beskytter også dine organer og hjælper endda med at producere blodceller. Knogler består af en kombination af kollagen, som giver dem fleksibilitet, og mineraler som calcium, som giver dem styrke, og de spiller en afgørende rolle i kroppen. Vidste du, at dine tænder også er afhængige af stærke knogler? Alveolærknoglen, som støtter dine tænder, skal forblive sund for at sikre, at dit smil forbliver stabilt. Inde i knoglerne findes der specielle celler: osteoblaster opbygger ny knogle, mens osteoklaster “nedbryder” den gamle knogle. Når disse celler er ude af balance, kan der opstå knogletab omkring tænderne, som det ses ved parodontitis, en almindelig mundsygdom hos voksne. For at forebygge parodontitis er det afgørende at opretholde god mundhygiejne, en sund kost og en afbalanceret livsstil. Disse ting øger chancerne for, at dine knogler og tænder forbliver stærke og beskyttede gennem hele dit liv.
…
Bæredygtigt udviklingsmål 8: Anstændigt arbejde og økonomisk vækst har til formål at hjælpe mennesker med at få sikre og retfærdige jobs og tjene nok penge til at forsørge deres familier og lokalsamfund. Dette mål handler om at hjælpe virksomheder med at vokse på en bedre måde og behandle arbejdstagere retfærdigt. At skabe et nyt produkt, hæve eller sænke arbejdstagernes lønninger eller ændre måden, hvorpå arbejdet udføres, indebærer risikable beslutninger, som virksomhedsejere skal overveje. I øjeblikket er et stort spørgsmål, om virksomhederne skal holde fast i traditionelle metoder eller investere i smarte robotter og kunstig intelligens, som kan hjælpe dem med at arbejde hurtigere og bedre. Disse valg kan se enkle ud, men de har vigtige konsekvenser: hvor mange mennesker der får arbejde, hvilken slags arbejde de udfører, og endda hvor meget penge de tjener. I denne artikel vil vi undersøge, hvordan teknologi kan forandre den måde, mennesker arbejder på, og hvordan forskere kan bruge matematiske modeller til at få et indblik i, hvordan fremtidens arbejdspladser kan komme til at se ud.
…
Alle føler sig bange nogle gange, men når en frygt bliver så stærk, at den forhindrer os i at gøre ting, vi gerne vil eller skal, og forstyrrer vores dagligdag, kan det betragtes som en fobi. At være bange for skræmmende ting, som højder, havet eller rotter, er godt og vigtigt for overlevelsen, men for meget frygt kan være skadelig og forårsage psykisk eller fysisk lidelse. Fobier udvikles på grund af mange faktorer. En faktor er genetik, hvilket betyder, at fobier kan nedarves i familien. Fobier kan også skyldes miljømæssige påvirkninger, såsom særligt skræmmende oplevelser. Derudover kan fobier opstå på grund af noget, der kaldes frygtkonditionering, hvor hjernen lærer at forbinde noget harmløst med en følelse af fare. Fobier kan endda udvikle sig ved at se en anden være bange for noget ( ). I denne artikel diskuterer vi nogle af de måder, hvorpå en fobi kan udvikle sig, og hvordan de kan behandles.
…