Forfattere
I vores hjerner, ligesom i hjernerne hos andre pattedyr som aber og mus, er der et område kaldet hippocampus, som gør det muligt for os at finde vej og ikke fare vild. Nogle gange vil vi køre til et bestemt sted, men ender et andet sted. Hvordan kan det ske? Hvad er egentlig et “sted”? Har vi en fornemmelse af “sted”, ligesom vi har andre sanser – syn, hørelse og lugt? I denne artikel vil vi tale om “stedceller” og andre typer hjerneceller, som vi undersøger i laboratoriet, og som giver vores hjerner en intern kortfunktion og fungerer som et naturligt “Waze”-navigationssystem i hver enkelt af os for at hjælpe os med at finde vej mellem forskellige steder.
I sidste uge satte jeg mig ind i bilen sammen med min kone Ruthi for at give hende et lift til arbejde (figur 1). Jeg begyndte at køre, og vi sludrede undervejs. Ruthis arbejde ligger i Haifa, Israel, i et kvarter, der hedder Hadar, og mit arbejde ligger i et kvarter, der hedder Bat Galim, tæt på havet. Vi bor på Karmelbjerget, så jeg begyndte at køre ned ad bjergsiden ad den sædvanlige vej, jeg altid tager. Efter et par minutter bemærkede vi, at bilen ved et uheld “tog” os til mit arbejde i stedet for Ruthis arbejde. Vi rettede selvfølgelig straks ruten, men denne ekstra drejning kostede os en ekstra halv time i tæt trafik. Hvad skete der helt præcist? Hvordan gik det til, at jeg planlagde at ankomme til ét sted (Ruthis arbejde), men i stedet ankom til et andet sted (mit arbejde) uden at lægge mærke til det?
Det viser sig, at der i vores hjerner er forskellige dele, der er ansvarlige for spørgsmålet “hvor skal jeg hen?”, og nogle gange giver disse hjerneområder os forskellige svar på dette spørgsmål. Da jeg satte mig ind i bilen, sagde et hjerneområde til mig: “Kør den vej, du kører hver morgen, til det sted, du altid kører til”, mens et andet område sagde: “Vent, vent, vent! I dag skal du afvige fra din vane og navigere til et nyt sted.” Problemet er, at det hjerneområde, der er ansvarligt for vanen, nogle gange tager over og får os til at køre et sted hen, hvor vi ikke havde tænkt os at køre hen.
Den israelske professor Daniel Kahneman, som vandt en nobelpris i økonomi, hævdede, at hjernen har to systemer, kaldet system 1 og system 2. System 1 arbejder hurtigere og automatisk, mens system 2 arbejder langsommere og kræver koncentration for at fungere, men giver os mulighed for at udføre mere komplicerede opgaver. System 2 har brug for vores bevidste opmærksomhed, mens vi lægger mindre mærke til, hvad system 1 gør, da det har en tendens til at fortsætte med at fungere, selv når vi ikke er opmærksomme på det. I tilfældet med vores biltur var jeg nødt til at køre Ruthi på arbejde, hvilket fik mig til at afvige fra min vane. For at nå frem til den rigtige destination var jeg nødt til at få system 2 til at tage sig af navigationen – men system 2 havde travlt med at tale med Ruthi, så system 1 overtog navigationen, og vi befandt os på vej til mit arbejde i stedet for Ruthis arbejde, af vane.
I mit laboratorium studerer jeg hjernesystem 2’s rolle i navigationsprocessen. System 2 er et fleksibelt system, som gør det muligt for os at finde rundt på steder, hvor vi ikke har været før. Forestil dig, at vi hver især har et lille kort, som er lagret inde i vores hjerner. Hvad er det for et kort? Hvad giver det os mulighed for at gøre? I den menneskelige hjerne er der et område, der hedder hippocampus (figur 2), som vi mener er en del af system 2. Hippocampus indeholder de hjerneområder, der er ansvarlige for navigation på mindre kendte steder. Hippocampus hos mennesker, aber og mus udfører den samme navigationsfunktion. Alle disse dyr har brug for at finde vej fra et sted til et andet, så det er ikke overraskende, at de har hjerneområder, der er ansvarlige for den opgave. Det faktum, at hippocampus findes hos mennesker såvel som hos andre pattedyr, f.eks. mus, understøtter påstanden om, at alle pattedyr havde en fælles forfader, som levede for millioner af år siden og også havde en hippocampus.
I mit laboratorium på Technion studerer jeg hippocampus hos mus. Hos mus, ligesom hos mennesker, er hippocampus involveret i de beregninger, der er ansvarlige for navigation. Mus har ikke brug for at navigere fra hjem til arbejde, som jeg har. Men de har brug for at vide, hvordan de skal navigere fra deres hule til vores køkken for at finde smuldrende ost på gulvet og derefter vende sikkert tilbage til deres hule (uden at støde ind i min kat på vejen). Hippocampus indeholder millioner af hjerneceller (kaldet neuroner), som er de celler, der er ansvarlige for at overføre signaler fra et sted i hjernen til et andet ved hjælp af elektriske strømme. Derfor er hjernecellerne meget lange og ligner lidt små kommunikationskabler (figur 3). I laboratoriet registrerer vi den elektriske aktivitet fra disse neuroner.
En hjernecelle, også kaldet en neuron, kan være meget smal, omkring en hundrededel af en millimeter, men kan være meget lang for at kunne overføre information fra et sted til et andet i hjernen ved hjælp af elektriske strømme (illustration: Shira Derdikman).
Et stort gennembrud i studiet af hippocampus skete for næsten 50 år siden, i 1971. Prof. John O’Keefe fra London og hans israelske studerende Dr. Jonathan Dostrovsky opdagede meget specielle hjerneceller i hippocampus hos en rotte. Prof. O’Keefe opdagede, at disse særlige celler i hippocampus reagerer (dvs. sender et elektrisk signal til andre celler), når rotten befinder sig på et bestemt sted. Men når rotten befinder sig et andet sted, er disse celler stille og ikke elektrisk aktive. Så når forskerne registrerede aktiviteten af disse celler i hippocampus, kunne de vide noget om, hvor rotten befandt sig i det øjeblik (figur 4). O’Keefe foreslog, at disse celler danner en slags internt kort inde i rottens hjerne (eller menneskets eller abens), som hjælper den med at vide, hvor den er, og hvordan den finder vej. Dette kort er en slags internt “Waze”-navigationssystem, som findes i alle pattedyr og hjælper dem med at finde vej fra et sted til et andet.
I dette eksempel “vågner” en stedcelle, når rotten passerer gennem det område, der er markeret med den gule cirkel. En anden stedcelle vil “vågne op” et andet sted i kassen. Disse celler findes også i hippocampus hos andre pattedyr.
I starten var forskere meget skeptiske over for O’Keefes fund, da ideen om stedceller det lyder meget mærkeligt. Hvordan kan der være hjerneceller, som begynder at arbejde, når vi befinder os et bestemt sted? Indtil O’Keefes opdagelse troede forskerne, at hjerneceller hos dyr hovedsageligt var optaget af to ting: sansning (syn, hørelse, berøring, lugt og smag) og bevægelse. På det tidspunkt vidste man, at der er hjerneceller, som reagerer på det, vores fem sanser møder, men “sted” er noget langt mindre defineret. Hvad betyder det, at cellerne reagerer på et bestemt “sted”? Hvordan kan et sted defineres? Det er ikke noget enkelt spørgsmål, men næsten 50 år senere er der lavet så mange eksperimenter, der understøtter eksistensen af stedceller, at det er svært at modsætte sig dem. I 2014 fik John O’Keefe den anerkendelse, han fortjente for denne vigtige opdagelse, da han vandt Nobelprisen i medicin for opdagelsen af stedceller.
Siden opdagelsen af stedceller i 1970’erne er der blevet opdaget mange andre typer hjerneceller, der har med navigation at gøre. En anden vigtig type navigationsceller, kaldet grid cells blev opdaget i 2005 i et laboratorium i Norge af prof. Edvard og May-Britt Moser (sammen med deres studerende). Deres opdagelse blev også belønnet med en Nobelpris. Mosers opdagede, at et hjerneområde nær hippocampus indeholder hjerneceller, som skaber et rumligt kort, der fungerer med sekskanter som basis. Det svarer lidt til at sige, at hjernen kortlægger verden ved hjælp af firkanter på et papir, men i stedet for firkanter er der sekskanter. Disse sekskanter ligner andre steder i naturen, hvor der er sekskanter, som f.eks. en bikube (figur 5). Denne opdagelse begejstrede mig så meget, at jeg i 2006 rejste til Mosers laboratorium i Norge og arbejdede sammen med dem om at studere gitterceller, som netop var blevet opdaget.
Inden for et kvadratisk område (til højre) sender gitterceller elektriske strømme, hver gang dyret passerer gennem et af de steder, der er markeret med “x”. De aktive steder er arrangeret i form af sekskanter, ligesom cellerne i en bikube (til venstre). Et eksempel på en sekskant er markeret med en rød linje til højre (billede: David Hablützel fra Pixabay).
Hvad byder fremtiden på? Nu hvor man har opdaget forskellige typer af celler, der arbejder sammen som hjernens interne kort, er et af de centrale mål med denne forskning at finde ud af, hvordan disse celler fungerer, dvs. hvordan de identificerer, hvad et “sted” er. I mit laboratorium har vi fundet ud af, at visse steder er vigtigere end andre, og vi studerer, hvordan hjernen beslutter, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Derudover studerer vi den vej i hjernen, der overfører information fra sanserne (syn og berøring) til det interne kort. Teknologien bag hjernestudier har udviklet sig enormt i løbet af de sidste 50 år. Mens O’Keefe kun var i stand til at registrere elektrisk aktivitet fra enkelte hjerneceller, kan vi i dag registrere hundreder og tusinder af hjerneceller samtidig. Det bringer os ind i en ny æra med Big Data, hvor vi kan registrere millioner af signaler fra hjernen. Den store udfordring bliver nu at dechifrere alle disse signaler for at besvare det grundlæggende spørgsmål, vi startede med – hvordan ved hjernen, hvor vi er?
Hippocampus: Et hjerneområde, der er kendt for at være relateret til hukommelse og navigation.
Neuron: En nervecelle i hjernen.
Stedscelle: En nervecelle i hippocampus, som er aktiv, når dyret befinder sig et bestemt sted.
Gittercelle: En nervecelle nær hippocampus, som er aktiv, når dyret passerer gennem bestemte punkter, der har form som sekskanter.
Du ser bolden flyve mod dig, kun en halv meter væk. Du sprinter for at gribe den, mens du pumper dine ben så hårdt, du kan. Du griber bolden og holder fast i den med fingrene. Så hører du pludselig din mors stemme kalde på dig. Det går op for dig, at det er tid til aftensmad, så du skynder dig hjem igen. Hvordan kan alt dette ske? Du ved selvfølgelig, at din hjerne styrer din krop, men hvordan ved den, hvad dine øjne ser, eller hvordan får den dine ben til at løbe? Din hjerne består af milliarder af celler, der kaldes neuroner. Dine neuroner bærer information i form af elektriske impulser. Neuronerne kommunikerer med hinanden og resten af din krop ved særlige mødepunkter, der kaldes synapser.
…
Vores hjerner er som utroligt komplekse puslespil med milliarder af brikker, der har vokset og udviklet sig, siden før vi blev født. Men vidste du, at små, hårlignende strukturer på vores celler kaldet primære cilier spiller en stor rolle i denne proces? Primære cilier fungerer som antenner, der hjælper vores hjerneceller med at kommunikere, rejse og endda opbygge forbindelser ved at styre samlingen af dette store puslespil. Men når de primære fimrehår ikke kan dannes ordentligt eller ikke kan fungere problemfrit, kan det påvirke udviklingen af mange organer, herunder hjernen. Forskere har fundet ud af, at kortere eller færre primære cilier er forbundet med tilstande, der kan påvirke hjernens udvikling, herunder en gruppe lidelser, der kaldes ciliopatier. Ved at forstå betydningen af primære cilier kan vi finde ud af mere om hjernens udvikling og den rolle, cilier spiller i samlingen af dette store puslespil.
…
Som mennesker kan vi bruge ord som “sulten” og “mæt” til at kommunikere, hvornår vi har brug for at spise i løbet af dagen. Men mus, som ofte bruges til at studere spiseadfærd i laboratoriet, kan ikke fortælle os, hvad de føler. Vi trænede mus til at fortælle os, om de var sultne eller mætte. Derefter tændte og slukkede vi for bestemte celler i et hjerneområde kaldet hypothalamus for at se, om disse specifikke celletyper kunne få en mus til at føle sig sulten eller mæt. Vores forskning viste, at når vi tændte for bestemte hjerneceller i et område kaldet hypothalamus’ bueformede kerne, fik det musene til at rapportere, at de var sultne, selv om de lige havde spist, og deres maver burde føles fyldte. Disse resultater giver os et fingerpeg om, hvordan hjernen arbejder med at kontrollere sult.
…
Nogle gange kan børn ikke bo hos deres biologiske (biologiske) forældre. Det kan være, fordi forældrene er syge eller ude af stand til at tage sig af deres børn på grund af de udfordringer, forældrene står over for. I sådanne tilfælde kan plejefamilier træde til og hjælpe. En plejefamilie er som en anden familie, hvor børn kan bo midlertidigt, eller indtil de bliver voksne. Plejeforældrenes opgaver er de samme som alle andre forældres: De leger med børnene, tilbyder følelsesmæssig støtte, hjælper med lektier, sørger for mad og drikke, og sørger for et trygt hjemmemiljø. Ikke desto mindre er det en stor forandring at flytte til en ny familie, og det kan være en udfordring. Nogle børn kan være vrede eller kede af det, have svært ved at stole på nye mennesker eller have oplevet slemme ting. Det vigtigste er dog, at børn og plejeforældre ikke er alene i disse situationer. Der er et stort team, kaldet familieplejesystemet, som sørger for, at børn og forældre har det bedst muligt.
…Få inspiration og viden om praksis og cases, evidens og forskning, kurser, netværksmøder og vores Læringsplatform – alt sammen til at styrke din faglige udvikling.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at afmelde dig nyhedsmailen.
Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.
Med venlig hilsen
MiLife
