Forfattere
Du har sikkert en favoritsmag af is, men ved du egentlig, hvordan du opfatter den? I denne artikel vil du se, at smag er resultatet af, at din hjerne integrerer information fra flere sansesystemer. Din tunge giver dig information om madens smag. Men din lugtesans spiller også en vigtig rolle, når du ånder luft ud, mens du spiser. Ja, når du ånder ud, ikke ind! Denne viden vil hjælpe dig med at forstå, hvorfor maden mangler smag, når du er syg, og din næse er tilstoppet eller løber.
Har du nogensinde lagt mærke til, hvor smagløs mad er, når du er forkølet, og din næse løber? Hvis dine forældre giver dig en varm skål kyllingesuppe, opfatter du måske slet ikke kyllingesmagen! For bedre at forstå, hvad der sker, når du er syg, vil vi først forklare, hvad der sker, når du er rask: Hvad er smag?
Fødevarer består af forskellige molekyler der frigives, når du putter det i munden og tygger. Nogle af disse molekyler registreres af smag receptorer som for det meste findes på overfladen af smagscellerne placeret i papillerne, de små buler, du kan se på din tunge. Tænk nu på fødevaremolekyler som “nøgler” og receptorer som “låse”, der lader cellerne vide, hvad der foregår i den ydre verden. Smagsreceptorer fortæller dig derfor, hvordan maden smager: sødt, salt, surt, bittert eller velsmagende.
Men smag er kun en lille del af din smagsopfattelse [1]. Så hvad er den dominerende komponent? Nogle fødevaremolekyler bliver ikke i munden, de kan også bevæge sig til næsen! Lugtesansen kan opdeles i to ruter, der kaldes ortonasal og retronasal. Orthonasal lugtesans opstår, når du inhalerer (indånder luft) – lugtmolekyler, der er i luften, strømmer ind i din næse. Retronasal lugtesans er den rute, der spiller en vigtig rolle, når du spiser mad. Når du udånder (puster luft ud), føres nogle af molekylerne i din mund til bagsiden af din næse via din hals (figur 1). Du kan lave en simpel test for at forstå lugtesansens rolle i smagen. Tag et stykke chokolade, hold dig for næsen, og put så chokoladen i munden. Du skal kunne smage chokoladens sødme, men ikke den fulde smag. Når chokoladen er smeltet, løsner du næsen. Du bør nu opleve den ekstra lugtkomponent. I lighed med smagssystemet registreres nogle fødevaremolekyler af olfaktoriske receptorer på olfaktoriske receptorceller i olfaktorisk epitel inde i næsen [2].
Men hvad sker der helt præcist, når et fødevaremolekyle opdages af enten en smagsreceptor eller en lugtreceptor? Detektion betyder, at molekylet binder sig til receptoren, eller, for at vende tilbage til den simple “lås og nøgle”-analogi, at molekylet er den rigtige nøgle, der passer i låsen. Bindingen af molekylet aktiverer den celle, hvor receptoren er placeret, og det resulterer i frigivelse af signalmolekyler, som registreres af specifikke receptorer på hjerneceller. Hjernen integrerer derefter informationen fra de forskellige sanser, hvilket giver anledning til smagsopfattelsen (figur 2) [3].
Mennesker har ca. 400 typer lugtreceptorer, mens hunde har ca. 800 og rotter ca. 1.200. Det betyder dog ikke, at mennesker kun kan registrere 400 lugte. Hvorfor er det sådan? Hver lugtreceptorcelle har flere lugtreceptorer på sin overflade, men de tilhører alle den samme type. Forskellige lugtmolekyler kan binde sig til den samme type lugtreceptor, og et molekyle kan binde sig til flere typer receptorer. Derfor kodes hver lugt af en unik kombination af aktiverede lugtreceptorceller (figur 2) [[4]; se også denne artikel fra Frontiers for Young Minds). Det er svært at beregne, men forskere vurderer i øjeblikket, at antallet af lugte, som mennesker kan skelne, er mindst 10.000. Med hensyn til smag ser det ud til, at mennesker har en eller to typer receptorer pr. smagsmolekyle, undtagen for bitre molekyler, hvor der er fundet 25 forskellige slags receptorer [5]. Det er dog stadig uklart, om der kun findes én type receptor pr. celle.
Smagen af mad kan påvirkes af andre sanser, f.eks. af det, du føler i munden, eller det, du ser med øjnene. Prøv et simpelt eksperiment med en ven eller et familiemedlem: Hæld lidt æblejuice i to klare glas. Tilsæt et par dråber levnedsmiddelfarve i hvert glas: grøn i det ene og rød i det andet. Giv de to glas til dine venner uden at fortælle dem, at det er æblejuice, og giv dem et glas vand at drikke mellem slurkene. Spørg dem, hvad de synes om drikkevarerne: Hvilken foretrækker de? Hvad tror de, at de drikker? Mennesker er meget afhængige af synet, og det, vi ser, skaber forventninger om, hvad vi vil fornemme i munden. Derfor vil de fleste mennesker opleve, at de to farvede drikke ikke har samme smag. Du kan derefter gentage eksperimentet med lukkede øjne for at se, hvordan det påvirker resultatet.
Lad os vende tilbage til, når vi oplever sygdom på grund af patogener. Det er små skadelige organismer, som f.eks. forårsager forkølelse eller COVID-19. Nu ved du, at når maden mangler smag, må det være fordi, der er noget galt med din smagssans og/eller din lugtesans. Men hvad er det egentlig, der sker? Vi vil undersøge nogle af de ting, der kan ske med din lugtesans, da den spiller en dominerende rolle i smagen [6]. Men husk, at patogener også kan angribe munden og forstyrre smagscellernes funktion.
For det første kan de olfaktoriske receptorer være sværere at nå for lugtmolekylerne. Hvis man kigger nærmere på indersiden af næsen, kan man se, at den indeholder foldede strukturer kaldet turbinater (figur 3A). Turbinaterne indeholder knoglevæv og blodkar, og de er dækket af et lag slim. Slim er det stof, der kommer ud af din næse, når du er forkølet, men det findes også andre steder i kroppen. Slim filtrerer luften og beskytter os mod patogener. Men nogle gange lykkes det patogener at komme ind i vores kroppe. Heldigvis har vi et indre forsvarssystem (immunsystemet) med specialiserede celler, der bekæmper disse ubudne gæster og eliminerer dem. For at gøre det lettere for “forsvarscellerne” at nå næsen, bliver blodkarrene i næsefløjene bredere og mere utætte (dette kaldes den inflammatoriske reaktion). Som en bivirkning kan hævelsen af turbinaterne blokere luftcirkulationen (figur 3A), og færre lugtmolekyler kan nå frem til det olfaktoriske epitel. Der produceres også mere slim for at fange flere patogener, og sammensætningen af slimet ændres. Men igen gør det molekylernes rejse op til de olfaktoriske receptorer vanskeligere.
For det andet kan patogener inficere cellerne i det olfaktoriske epitel. Det kan føre til beskadigelse og/eller død af disse celler og midlertidigt forringe din lugtesans (figur 3B). Ud over de olfaktoriske receptorceller, der er beskrevet ovenfor, er der to andre vigtige celletyper i det olfaktoriske epitel: støttecellerne og basalcellerne. Støttecellerne er afgørende for, at lugtepitelet fungerer korrekt, og en af deres roller er at producere slim sammen med kirtelcellerne. Basalcellerne tilhører familien af stamceller og har den fantastiske evne at omdanne sig til støtteceller eller lugtreceptorceller inden for få uger. Det er derfor, du kan genvinde din lugtesans. Takket være basalcellerne erstattes celler, der er beskadiget af patogener!
Afslutningsvis, næste gang du er syg og ikke rigtig kan se, hvad du spiser (eller drikker), så husk følgende:
– Nogle fødevaremolekyler registreres af smagsreceptorer på tungen, og nogle når frem til bagsiden af næsen, hvor de registreres af lugtreceptorer.
– Vores smagsopfattelse er resultatet af, at vores hjerne kombinerer information fra flere sanser.
– Patogener kan påvirke vores lugte- og/eller smagssans, f.eks. ved at ændre interaktionen mellem receptorer og fødevaremolekyler.
Molekyle: Byggestenene i alt stof er atomer, som kombineres for at danne molekyler.
Receptor: Et molekyle eller en kombination af molekyler, der kan interagere med et specifikt sæt af molekyler, og interaktionen udløser nogle ændringer i den celle, hvor receptoren er placeret.
Celle: Den mindste byggesten i levende ting som dyr og planter. Forskellige celletyper har forskellige former og spiller forskellige roller.
Olfaktion: Også kendt som lugtesansen, det er evnen til at indsamle information om lugte i miljøet. Lugte består af lugtmolekyler.
Retronasal lugtesans: At lugte, mens man ånder ud. Lugtmolekylerne, som stammer fra maden i munden, når næsen gennem luftvejene.
Olfaktorisk epitel: En gruppe celler bagest i næsen, der er specialiseret i at opfange lugtmolekyler.
Patogener: Bittesmå organismer, som kan invadere kroppen og ændre dens funktion.
Stamcelle: Celler, der kan danne nye stamceller og blive til specifikke celletyper, når der er brug for det.
[1] Rozin P. 1982. “Smag-lugt-forvirringer” og lugtesansens dualitet. Percept. Psychophys. 31:397-401. doi: 10.3758/BF03202667
[2] Buck, L., og Axel, R. 1991. En ny multigenfamilie kan kode for lugtreceptorer: et molekylært grundlag for lugtgenkendelse. Cell. 65:175-87 doi: 10.1016/0092-8674(91)90418-X
[3] Shepherd, G. 2011. Neurogastronomi – Hvordan hjernen skaber smag, og hvorfor det betyder noget. New York: Columbia University Press.
[4] Malnic, B., Hirono, J., Sato, T., og Buck, L. B. 1999. Kombinatoriske receptorkoder for lugte. Cell. 96:713-23. doi: 10.1016/S0092-8674(00)80581-4
[5] Adler, E., Hoon, M. A., Mueller, K. L. og Zuker, C. S. 2000. En ny familie af pattedyrs smagsreceptorer. Cell. 100:693-702. doi: 10.1016/S0092-8674(00)80705-9
[6] Rebholz, H., Braun, R. J., Ladage, D., Knoll, W., Kleber C. og Hassel, A. W. 2020. Tab af lugtefunktion – tidlig indikator for Covid-19, andre virusinfektioner og neurodegenerative lidelser. Front. Neurol. 11:569333. doi: 10.3389/fneur.2020.569333
Du ser bolden flyve mod dig, kun en halv meter væk. Du sprinter for at gribe den, mens du pumper dine ben så hårdt, du kan. Du griber bolden og holder fast i den med fingrene. Så hører du pludselig din mors stemme kalde på dig. Det går op for dig, at det er tid til aftensmad, så du skynder dig hjem igen. Hvordan kan alt dette ske? Du ved selvfølgelig, at din hjerne styrer din krop, men hvordan ved den, hvad dine øjne ser, eller hvordan får den dine ben til at løbe? Din hjerne består af milliarder af celler, der kaldes neuroner. Dine neuroner bærer information i form af elektriske impulser. Neuronerne kommunikerer med hinanden og resten af din krop ved særlige mødepunkter, der kaldes synapser.
…
Vores hjerner er som utroligt komplekse puslespil med milliarder af brikker, der har vokset og udviklet sig, siden før vi blev født. Men vidste du, at små, hårlignende strukturer på vores celler kaldet primære cilier spiller en stor rolle i denne proces? Primære cilier fungerer som antenner, der hjælper vores hjerneceller med at kommunikere, rejse og endda opbygge forbindelser ved at styre samlingen af dette store puslespil. Men når de primære fimrehår ikke kan dannes ordentligt eller ikke kan fungere problemfrit, kan det påvirke udviklingen af mange organer, herunder hjernen. Forskere har fundet ud af, at kortere eller færre primære cilier er forbundet med tilstande, der kan påvirke hjernens udvikling, herunder en gruppe lidelser, der kaldes ciliopatier. Ved at forstå betydningen af primære cilier kan vi finde ud af mere om hjernens udvikling og den rolle, cilier spiller i samlingen af dette store puslespil.
…
Som mennesker kan vi bruge ord som “sulten” og “mæt” til at kommunikere, hvornår vi har brug for at spise i løbet af dagen. Men mus, som ofte bruges til at studere spiseadfærd i laboratoriet, kan ikke fortælle os, hvad de føler. Vi trænede mus til at fortælle os, om de var sultne eller mætte. Derefter tændte og slukkede vi for bestemte celler i et hjerneområde kaldet hypothalamus for at se, om disse specifikke celletyper kunne få en mus til at føle sig sulten eller mæt. Vores forskning viste, at når vi tændte for bestemte hjerneceller i et område kaldet hypothalamus’ bueformede kerne, fik det musene til at rapportere, at de var sultne, selv om de lige havde spist, og deres maver burde føles fyldte. Disse resultater giver os et fingerpeg om, hvordan hjernen arbejder med at kontrollere sult.
…
Nogle gange kan børn ikke bo hos deres biologiske (biologiske) forældre. Det kan være, fordi forældrene er syge eller ude af stand til at tage sig af deres børn på grund af de udfordringer, forældrene står over for. I sådanne tilfælde kan plejefamilier træde til og hjælpe. En plejefamilie er som en anden familie, hvor børn kan bo midlertidigt, eller indtil de bliver voksne. Plejeforældrenes opgaver er de samme som alle andre forældres: De leger med børnene, tilbyder følelsesmæssig støtte, hjælper med lektier, sørger for mad og drikke, og sørger for et trygt hjemmemiljø. Ikke desto mindre er det en stor forandring at flytte til en ny familie, og det kan være en udfordring. Nogle børn kan være vrede eller kede af det, have svært ved at stole på nye mennesker eller have oplevet slemme ting. Det vigtigste er dog, at børn og plejeforældre ikke er alene i disse situationer. Der er et stort team, kaldet familieplejesystemet, som sørger for, at børn og forældre har det bedst muligt.
…Få inspiration og viden om praksis og cases, evidens og forskning, kurser, netværksmøder og vores Læringsplatform – alt sammen til at styrke din faglige udvikling.
Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at afmelde dig nyhedsmailen.
Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.
Med venlig hilsen
MiLife
