Forfattere
Skrevne ord er overalt. At lære at læse er en af de vigtigste opgaver i de tidlige skoleår, og evnen til at læse åbner op for en verden af muligheder – vi kan fordybe os i historier, minde os selv om vigtige informationer og lære nye ting. Men de færreste af os tænker over, hvad vi egentlig gør, når vi læser. At bevæge øjnene er afgørende for læsningen. For at læse denne sætning begyndte du sandsynligvis med at se på det første ord, før du flyttede øjnene til hvert ord efter tur. Alt imens arbejder du hårdt på at genkende og forstå hvert ord. I denne artikel vil du lære om, hvorfor øjenbevægelser er en nødvendig del af læsning, hvordan de måles, hvad de fortæller forskere om, hvad der sker i sindet under læsning, og hvordan de ændrer sig, når børn bliver voksne.
At læse er en utrolig præstation. Når du ser på skrift, er du i stand til at forvandle mærker på en side til sprog – ord, som du kan sige og forstå. Når du læser, skal du bevæge dine øjne fra ord til ord. Øjenbevægelser er meget interessante for forskere, fordi de fortæller os en masse om, hvad der gør ord lette eller svære at læse og forstå. Når du er færdig med at læse denne artikel, bør du vide meget mere om, hvorfor og hvordan du bevæger dine egne øjne under læsning.
Når du ser på et ord, falder det på et lille område i midten af dit syn. Denne midterste del af dit syn kaldes fovea, (figur 1). Du er afhængig af denne del af dit syn, når du læser, fordi det er det eneste område, hvor du ser tingene virkelig tydeligt. Området til venstre og højre for det punkt, du kigger på, kaldes parafovea. Ting i parafovea er en smule slørede, men kan stadig være nyttige, når du læser. Længere væk fra det punkt, du kigger på, kaldes periferien. Information i dette område er meget sløret og ikke rigtig brugbart under læsning [1]. Fordi den klare (foveale) del af dit syn er så lille, skal du bevæge dine øjne for at læse lange ord og sætninger.
Øjenbevægelser kaldes saccades, Og de sker så hurtigt, at folk normalt ikke lægger mærke til dem. Saccader lader dig bevæge øjnene fra et punkt til det næste. Hver saccade efterfølges af en periode, hvor øjnene er nogenlunde stille. Mens du læser denne sætning, skal du være opmærksom på, hvordan det føles at bevæge øjnene. Gå nu tilbage og led efter ordet “opmærksomhed”. Hvordan føltes dine øjne, da du søgte? Føltes det, som om dine øjne bevægede sig jævnt, eller følte du, at dine øjne lavede stop-start-bevægelser, mens du forsøgte at finde det ord, du ledte efter? Hvis du følte, at dine øjne lavede stop-start-bevægelser, så følte du de saccader, som dine øjne laver, når du læser. Når du ser på noget, siger vi, at du fikserer det. Man kan kun læse ord, når man fikserer dem.
Øjenbevægelser måles med eyetrackere, som er specielle videokameraer. Eye-tracking-kameraet placeres på bordet foran læseren, lige under en computerskærm (figur 1). Der bruges ofte hage- og pandestøtter til at holde læserens hoved så stille som muligt. Eyetracking-videokameraet tager 1.000-2.000 billeder af øjet hvert sekund. Computeren finder hurtigt refleksioner af lys i læserens øje for at finde ud af, hvor personen kigger hen og hvor længe. Eye trackere er meget præcise. De ved, hvor læseren kigger hen med et bogstavs eller to nøjagtighed. De kan også måle, hvor længe en læser kigger på et ord, med nogle få tusindedele af et sekund.
At kigge på et ord giver læseren mulighed for at optage ny information, så det er vigtigt, hvor længe en person kigger på ord under læsning – det kan vise, hvor let eller svært det er for personen at læse det pågældende ord. Når et ord er svært at læse, vil læseren se længere på det end på et ord, der er let at læse. Svære ord (og lange ord) bliver set på oftere end lette ord. Du kigger måske på et svært ord to eller tre gange, før du går videre til at kigge på det næste ord, eller du kommer måske tilbage for at kigge på det svære ord igen, når du er færdig med at læse sætningen.
Fordi øjenbevægelser er så gode til at fortælle forskere, hvornår læsning bliver vanskelig, kan vi ændre dele af en skrevet tekst for at udforske årsagerne til, at det kan være let eller svært at læse ord og sætninger. Figur 2 giver nogle eksempler på ting, der gør øjenbevægelserne kortere eller længere.
En fiksering er den tid, en læser bruger på at kigge på et ord. Omkring 75-85% af ordene i en sætning bliver fikseret mindst én gang under læsningen (figur 3). Kiggetider måles i millisekunder, fordi fikseringer under læsning er ret korte. Et millisekund er lig med 1/1.000 af et sekund. For voksne kan fikseringer være så korte som 60 ms eller så lange som 800 ms. De fleste fikseringer er omkring 225-250 ms [2]. Det er cirka en fjerdedel af et sekund!
Ikke alle ord er fikserede. Omkring 15-25% bliver aldrig kigget på under læsningen. Når dette sker, kaldes det ord skipping. Overspringning sker oftest, når ord er korte eller meget almindelige. Det sker også, når en læser forventer at se ordet. Ord som “the” og “a” bliver ofte sprunget over [3].
En læsers øje bevæger sig normalt fremad gennem en sætning. På engelsk betyder det, at øjnene bevæger sig fra venstre mod højre. På arabisk, som skrives med ordene fra højre mod venstre, bevæger øjnene sig fra højre mod venstre. Nogle gange bevæger øjnene sig baglæns gennem en sætning. At bevæge sig baglæns gennem en sætning giver læseren mulighed for at se på de ord, han eller hun allerede har passeret. Disse baglæns øjenbevægelser kaldes regressions. At “regrediere” betyder at gå tilbage. Baglæns øjenbevægelser sker omkring 10-15% af tiden. Forskere mener, at de sker, når læseren ikke forstår et ord eller en sætning første gang, så de ser tilbage for at genlæse det svære stykke. Genlæsning fortæller forskerne, hvor de svære ord er.
Børn og voksne bevæger deres øjne forskelligt under læsning [4]. Børn læser langsommere end voksne. For eksempel læser 7-8-årige børn ca. 95 ord i minuttet. Elleve-tolv-årige børn læser ca. 210 ord i minuttet. Voksne læser ca. 290 ord i minuttet. Børn kigger oftere og længere på ord, end voksne gør. De er også mere tilbøjelige til at genlæse ord end voksne. Disse forskelle bliver mindre, efterhånden som børnene bliver ældre, hvilket tyder på, at børn bliver bedre til at læse, efterhånden som de vokser, hvilket virker indlysende – men hvad er det egentlig, de bliver bedre til?
En mulighed er, at børn bliver bedre til at genkende skrevne ord og forstå, hvad de læser. Med andre ord bliver børnenes sprogfærdigheder bedre. En anden mulighed er, at børn bliver bedre til at bevæge deres øjne hurtigt og præcist. Med andre ord bliver børn bedre til at kontrollere deres øjenbevægelser.
Nogle computerprogrammer kan hjælpe forskere med at afgøre, hvilken forklaring der er den rigtige. Disse computerprogrammer er som en robot, der læser. Robotten kender alle de ting, der gør det lettere eller sværere at læse. Hvis forskerne fortæller computerprogrammet, at noget (som sprog) er vigtigere end noget andet (som kontrol af øjenbevægelser), kan de se, hvad det gør ved robottens øjenbevægelser. Derefter kan de sammenligne robottens øjenbevægelser med øjenbevægelserne hos rigtige mennesker. Denne type undersøgelser tyder på, at børns øjenbevægelser er anderledes end voksnes, primært fordi børn har haft færre muligheder for at udvikle deres sprogfærdigheder [5]. Så hvad betyder det for dig? Jo flere ord du lærer, jo bedre (og hurtigere) bliver din læsning. En af de bedste måder at læse hurtigere og bedre på er at læse mere!
Øjenbevægelser giver forskere et fascinerende indblik i læsning, mens det sker. Øjenbevægelser er nyttige, fordi de er så gode til at fortælle forskerne, hvornår det er let eller svært at læse. Nu hvor du ved, hvordan og hvorfor dine øjne bevæger sig, kan du tænke over det, næste gang du læser i skolen eller derhjemme. Og husk, at med lidt mere øvelse vil du om nogle få år læse lige så godt og hurtigt som dine lærere.
Fovea: Det lille område i midten af en læsers syn, som gør, at han eller hun kan se klart.
Parafovea: Området til venstre og højre for fovea. Bogstaver i parafovea er en smule slørede, men stadig nyttige under læsning.
Periferi: Området uden for parafovea. Dit perifere syn er meget sløret og er ikke særlig nyttigt under læsning.
Sakkader: Korte, rykvise øjenbevægelser, der lader øjnene bevæge sig fra punkt til punkt.
Fiksering: Tidsperioden mellem saccader, hvor øjnene stort set er holdt op med at bevæge sig.
Springer over: Et ord springes over under læsning, når det ikke er fikseret.
Regressioner: Baglæns (højre mod venstre, på engelsk) øjenbevægelser, der gør det muligt for læseren at genlæse svære dele af en sætning.
[1] Schotter, E. R., Angele, B., og Rayner, K. 2012. Parafoveal behandling i læsning. Atten. Percept. Psychophys. 74:5-35. doi: 10.3758/s13414-011-0219-2
[2] Rayner, K. 2009. Den 35. sir Frederick Bartlett-forelæsning: øjenbevægelser og opmærksomhed i læsning, sceneopfattelse og visuel søgning. Q. J. Exp. Psychol. 62:1457-506. doi: 10.1080/17470210902816461
[3] Rayner, K., Ashby, J., Pollatsek, A., og Reichle, E. D. 2004. Virkningerne af frekvens og forudsigelighed på øjenfikseringer i læsning: implikationer for E-Z-læsermodellen. J. Exp. Psychol. Hum. Percept. Perform. 30:720-32. doi: 10.1037/0096-1523.30.4.720
[4] Blythe, H. I., og Joseph, H. S. S. L. 2011. Børns øjenbevægelser under læsning. University Press. Tilgængelig online på: http://oxfordhandbooks.com/view/10.1093/oxfordhb/9780199539789.001.0001/oxfordhb-9780199539789-e-036 (tilgået 25. februar 2019).
[5] Reichle, E. D., Liversedge, S. P., Drieghe, D., Blythe, H. I., Joseph, H. S. S. L., White, S. J., et al. 2013. Brug af E-Z reader til at undersøge den samtidige udvikling af øjenbevægelseskontrol og læsefærdigheder. Dev. Rev. 33:110-49. doi: 10.1016/j.dr.2013.03.001
Mennesker har lavet musik i titusinder af år. Men hvad sker der i din hjerne, når du lytter til dit yndlingsband eller din yndlingsmusiker? I denne artikel følger du lydens rejse fra ørerne til hjernen, hvor forskellige områder arbejder sammen, mens du lytter til musik. Musik involverer mange hjernefunktioner, såsom lydbehandling, hukommelse, følelser og bevægelse. Du vil også opdage, at hjernen kan lære at genkende velkendte mønstre i musik, hvilket kan hjælpe med at forklare, hvorfor musik kan gøre os glade, triste eller endda ophidsede. Til sidst vil du udforske, hvad der sker i musikeres hjerner, når de spiller på deres instrumenter.
…
Kunstig intelligens (AI) systemer bliver ofte rost for deres imponerende præstationer inden for en lang række opgaver. Men mange af disse succeser skjuler et fælles problem: AI tager ofte genveje. I stedet for virkelig at lære, hvordan man udfører en opgave, bemærker den måske bare enkle mønstre i de eksempler, den har fået. For eksempel kan en AI, der er trænet til at genkende dyr på fotos, stole på baggrunden i stedet for selve dyret. Nogle gange kan disse genveje føre til alvorlige fejl, såsom en diagnose fr , der er baseret på hospitalsmærker i stedet for patientdata. Disse fejl opstår selv i avancerede systemer, der er trænet på millioner af eksempler. At forstå, hvordan og hvorfor AI tager genveje, kan hjælpe forskere med at designe bedre træningsmetoder og undgå skjulte fejl. For at gøre AI mere sikker og pålidelig skal vi hjælpe den med at udvikle en reel forståelse af opgaven – ikke bare gætte ud fra mønstre, der har fungeret tidligere.
…
Er du nogensinde faldet og slået hovedet, mens du legede? Følte du dig lidt svimmel og havde ondt i hovedet? Hvis ja, kan du have fået en hjernerystelse! Hjernerystelser kan ske hvor som helst. De kan ske under sport, når du leger med dine venner eller endda når du cykler med dine forældre. Det kan være svært at vide, om du har fået en hjernerystelse. Mange børn og forældre er ikke sikre på, hvad de skal gøre, hvis nogen får en hjernerystelse. Læger og forskere ved, at det hjælper dig med at komme dig hurtigere, hvis du gør det rigtige efter en hjernerystelse. Denne artikel forklarer, hvad en hjernerystelse er. Den hjælper dig med at se, om du eller en ven har fået en hjernerystelse, og fortæller dig, hvad du skal gøre, hvis du nogensinde får en hjernerystelse.
…
Hjertet er en meget vigtig muskel, der arbejder uafbrudt for at pumpe blod og levere vigtige næringsstoffer og ilt til alle dele af kroppen. Denne artikel ser på, hvordan hjertet fungerer normalt, og hvad der sker, når det fungerer unormalt, som det er tilfældet med en tilstand kaldet atrieflimren (AF). AF er en almindelig tilstand, der opstår, når hjertet slår uregelmæssigt og ude af takt. AF kan øge en persons risiko for at udvikle alvorlige problemer som hjertesvigt eller slagtilfælde. Denne artikel ser også på, hvordan AF kan diagnosticeres, hvad der forårsager AF, og de forskellige måder, det kan behandles på.
…