Forskellige kognitive funktion­s­niveauer og læringspræferencer hos eleverne på STU Fredericia

­På STU Fredericia udbyder vi seks ugers MiLife kursus i løbet af de unges samlede tre års uddannelsestid. De unge deltager på tværs af klasser, diagnoser og generelle indlæringsbehov. De har vidt forskellige kognitive funktionsniveauer og læringspræferencer.­

Når der udbydes MiLife kurser, bestræber vi os på i både planlægningen og udførelsen af undervisningen at tilgodese neurodiversiteten blandt de unge. 

Det er et faktum, at de har vidt forskellige fysiske og kognitive behov, men jo ”bredere” vi rammer de unge med undervisningen, jo større succes har vi med det samlede hold. Jo mere de unge føler sig set, hørt og inkluderet, desto bedre bliver stemningen og sammenholdet. Den gode energi ”smitter” så at sige. 

Et eksempel på, hvordan vi griber MiLife undervisningen an

Her beskriver vi et eksempel på variationen i et nedslag af MiLife-undervisningen. De unge skal den pågældende dag lære om kommunikation og kropssprog. Dagen indledes med en visuel tjek-ind-øvelse vha. emotionskort (billedkort, der fungerer som metaforer, og som man kan associere til). Vi spørger i denne forbindelse ind til kropssproget i eksemplariske kort. Herefter taler vi om kroppens sprog, som fx hvilke tegn i kropssproget vi lægger mærke til, når vi møder andre? 

De unge skal derefter op at stå og fysisk bevæge sig hen til en plakat (kinæstetisk),som visuelt understøtter den teori som vi beskriver for dem (auditivt). Efter denne lidt mere teoretiske øvelse har mange svært ved at holde fokus. Vi går derfor udenfor, hvor den friske luft og en tempofyldt boldøvelse (taktilt/kinæstetisk), giver fornyet energi. Den største gevinst af boldøvelsen er dog latteren, øjenkontakten og berøringen mellem de unge, som styrker selvværdet og fællesskabsfølelsen.

Tilbage i klassen skal vi nu se forskellige videoklip. Det kan fx være med Charlie Chaplin, Jim Carey og mr. Bean. Vi stimulerer det visuelle, når vi inddrager videoer i undervisningen. Vi skal også høre musik, som fremkalder følelser, og i musikvideoen aflæser vi kropssproget (auditivt og visuelt). Visse opgaver, som bagefter skal løses i arbejdsbogen, betyder, at de unge får mulighed for at fordybe sig taktilt og tilbydes en pause fra det sociale samvær.

Kræver forberedelse med fokus på neurodiversiteten

Vores erfaring er, at undervisning for neurodivergente børn og unge, kræver en forberedelse hvor fokus netop er på neurodiversiteten og forskellige læringspræferencer. Dernæst er det i udførelsen af undervisningen afgørende, at vi alle har øjnene på ”bolden” hele tiden. Bolden symboliserer klassens forskellige elever og den generelle stemning på holdet. 

Fleksibilitet er et nøgleord 

Som underviser af neurodivergente børn og unge er det vigtigt at vi er et godt eksempel i forhold til fleksibilitet og hensyntagen. Vi skal som undervisere kunne afvige fra det planlagte eller ændre på arbejdsformen eller udførelsen, hvis børnene/de unge viser et behov med deres kropssprog og tonefald. Det betyder ikke, at man skal omlægge eller droppe sin undervisning. Det forudsætter naturligvis, at vi er kreative og omstillingsparate i tilgangen til eleverne og ikke mindst i vores formidling. Således kan en opgave i arbejdsbogen om at genkende/associere til følelser fx hurtigt laves om til en udendørs aktivitet, hvor den løses ved, at vi løber mellem kegler med påsatte Post-Its med ord om grundfølelser og disses synonymer.

Vores arbejdsglæde og elevernes relationer bliver stærkere, når vi gør en indsats

En sådan tænkning omkring ens undervisning kan virke besværlig i teorien. Men med lidt øvelse og rutine er det dog vores erfaring, at vi som undervisere oplever større arbejdsglæde, ikke mindst når vi ser relationerne mellem eleverne – og mellem dem og os – udvikle sig og blive stærkere. Dét er i det felt, at eleverne trives og lærer allerbedst. Og vi er ret overbeviste om, at det er en væsentligt årsag til, at vi har en vores elever lykkes så godt med at komme videre herfra. 

Forfatter: Rikke Ladegaard, lærer på STU Fredericia

Tak for din tilmelding.

Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.

Med venlig hilsen
MiLife