fbpx

Mikrohandlinger kan også styrke trivslen

Vi vil have bedre trivsel i klasserne – men hvordan?

Trivsel – eller mangel på samme –  fylder meget i hele skoleverdenen på mange områder – politisk, pædagogisk og mentalt. Det er samtidig et vanvittigt komplekst felt, fordi årsager, vilkår og omstændigheder til dels er udokumenterede og i hvert fald meget forskellige. Det er ikke let – eller måske slet ikke muligt – at finde simple løsninger. Men det skal jo ikke stoppe indsatserne for at påvirke og bruge nogle af de greb, som trods alt virker – også selv om nogle faktisk kan være ret simple.

For vi kan måske også blive enige om, at meget af det, der faktisk gøres i dag, ikke virker godt nok – ellers havde vi nok ikke vedvarende store problemer, som mange de facto oplever (uro, skolevægring, angst, selvskade, stress, for mange unge der ikke gennem-fører en ungdomsuddannelse osv.) Så hvis vi vil opnå bedre resultater, må vi også kunne blive enige om, at vi må gøre noget andet jf. Albert Einsteins berømte citat.

”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme form for tænkning, vi anvendte, da vi skabte dem.”

Inspiration fra adfærdsdesign

Vi går ligeledes ud fra, at vi alle gerne vil gøre noget andet for at kunne bidrage til en positiv forandring. Men al forandring fordrer adfærdsændringer, og adfærdsændringer kræver meget af os – især, hvis vi ikke helt ved, hvad vi skal eller kan gøre anderledes.

Her kan vi hente forklaringer og hjælp i viden om hjernen, nemlig ved at forstå lidt om to måder at tænke på: system 1 og system 2 tænkning, som også har inspireret studier i adfærdsdesign. For det er muligt at gøre det svære lidt lettere, og her kommer begrebet mikrohandlinger ind. Begrebet har været kendt inden for markedsføring i flere år – men den pædagogiske verden kan bestemt også drage nytte af mikrohandlinger. 

Mikrohandlinger: Små skridt med stor effekt

I en travl skolehverdag kan det være fristende at fokusere på blot at komme godt gennem dagen, og automatpiloten kan nemt overtage.  Måske glemmes kraften i de små skridt. Derfor introducerer vi begrebet mikrohandlinger og belyser, hvordan de kan være et værdifuldt redskab i undervisningen. Det kræver ikke så meget af dig som lærer eller af eleverne (eller af den dyrebare tid), men kan over tid faktisk være med til at give nogle store resultater. 

Hvad er mikrohandlinger, og hvorfor er de nyttige?

Mikrohandlinger er små, håndterbare skridt hen imod en ønsket forandring. De er ikke store, revolutionerende tiltag, som kræver System 2 tænkning, men snarere små justeringer i vores adfærd, vaner og rutiner. Ideen bag mikrohandlinger er præcis at ved bruge System 1 tænkningen og fokusere på små, overskuelige mål øger vi sandsynligheden for succes og dermed for at skabe langvarige forandringer. For lærere og pædagoger kan mikrohandlinger være et effektivt værktøj til at:

Forbedre elevernes læring: Ved at bryde store læringsmål ned i mindre, mere håndterbare delmål, kan eleverne lettere engagere sig i læringsprocessen og opleve succes. Mikrohandlinger kan også bruges til at integrere differentiering i undervisningen, så alle elever kan udfordres på et passende niveau.

Skabe en mere positiv klassekultur: Små, positive handlinger, som f.eks. at anerkende elevernes indsats eller give dem konstruktiv feedback, kan have en stor effekt på klasseklimaet og elevernes trivsel. Mikrohandlinger kan også bruges til at fremme inklusion og respekt i klassen.

Udvikle sig professionelt: Lærere og pædagoger kan også bruge mikrohandlinger til at udvikle deres egen praksis. Ved at fokusere på små forbedringer i undervisningen, f.eks. at bruge mere varierede undervisningsmetoder eller integrere teknologi på en mere effektiv måde, kan de løbende forbedre deres evner og engagement i faget.

Eksempler på mikrohandlinger

  • Sæt et realistisk mål for dagen: I stedet for at fokusere på at dække et helt kapitel, sæt et mindre mål, som eleverne kan nå med succes.
  • Start med en kort øvelse: Indled lektionen med en kort øvelse, der aktiverer elevernes viden og engagerer dem i emnet. Skab den følelsesmæssige motivation.
  • Giv eleverne hyppig feedback: Giv eleverne konstruktiv feedback undervejs i undervisningen, både mundtligt og skriftligt.
  • Vær opmærksom på elevernes trivsel: Spørg ind til elevernes trivsel og vær opmærksom på tegn på, at de kan have brug for støtte.

Husk: Mikrohandlinger handler ikke om at lave hurtige løsninger, men om at skabe langvarige forandringer. Ved at fokusere på små, overskuelige mål og konsekvent arbejde med at udvikle vores adfærd, kan vi alle bidrage til en endnu mere positiv og effektiv læring for eleverne.

Hent mere inspiration og konkrete eksempler på mikrohandlinger i vores GRATIS BASIS abonnement.

Tak for din tilmelding.

Du modtager om et øjeblik en e-mail med et link, hvor du bekræfter tilmeldingen.

Med venlig hilsen
MiLife