Resiliens i skolen handler om at give børn og unge redskaber til at håndtere modgang, lære af fejl og udvikle styrke og handlekraft.
Resiliens kan også læres i klasseværelset
Har du nogensinde mødt en elev, der fik en dårlig test og bare børstede det af sig, men ikke rigtig lærte af det? Eller en, der blev ked af det, men søgte hjælp, ændrede strategi og prøvede igen med fornyet styrke? Den første udviser modstandskraft; den anden udviser resiliens. Selvom termerne ofte bruges synonymt, er der afgørende forskelle.
Modstandskraft kontra resiliens: Hvad er forskellen?
Modstandskraft handler om at tåle
Det er en mere statisk og fysisk betegnelse for, at man kan:
- Stå imod pres.
- Holde ud.
- Komme igennem noget uden at bryde sammen.
- Forestillingen er ofte: ”Jeg klarer det – og går videre.”
Resiliens handler om at lære og vokse
Resiliens er et psykologisk og dynamisk begreb. Det handler ikke kun om at klare modgang – men om, at man bearbejder, forstår og udvikler sig på baggrund af den. Resiliens indebærer, at man kan:
- Navigere i svære følelser.
- Omfortolke (reframe) negative oplevelser.
- Finde mening og handlemuligheder.
- Blive stærkere af erfaringer, ikke bare overleve dem.
Et nyt forskningsfelt voksede frem
Norman Garmezy, ofte kaldet “faderen til resiliensteorien”, observerede gennem fire årtiers forskning tusindvis af børn. Han blev særligt ramt af en niårig dreng, der trods en alkoholiseret mor og fraværende far, mødte op i skolen med et smil, selvom han kun havde to skiver brød som sin “sandwich”. Denne dreng eksemplificerede resiliens: evnen til at klare sig godt på trods af svære livsomstændigheder. Garmezy var blandt de første til at forske eksperimentelt i fænomenet, idet han skiftede fokus fra “problembørn” til at spørge: “Har I børn, der trives overraskende godt – selvom de kommer fra svære kår?”. Dette markerede starten på et helt nyt forskningsfelt.
Fokus på beskyttende faktorer
Før Garmezys arbejde var forskningen primært rettet mod sårbarhed. Han vendte perspektivet og spurgte, hvad der gør, at nogle mennesker klarer sig trods alt. Han og hans efterfølgere identificerede to typer beskyttende faktorer:
- Psykologiske træk hos individet.
- Eksterne forhold, f.eks. støttende voksne og gode miljøer.
Resiliens er ikke bare et modeord
Resiliens er altså en veldokumenteret psykologisk evne, som handler om at klare modgang, komme sig efter belastninger og bruge sine erfaringer konstruktivt. Arbejdet med resiliens i skolen er derfor både meningsfuldt og nødvendigt. I skolesammenhæng handler resiliens om at give eleverne redskaber til at håndtere fejl, konflikter, pres og personlige kriser – uden at miste troen på sig selv eller fremtiden. Forskning viser, at børn og unge, der udvikler resiliens, ikke kun trives bedre socialt og emotionelt, men også lærer mere, tør mere og deltager mere aktivt i undervisningen. Det bedste er, at resiliens kan læres og trænes.
Det starter med, hvordan vi forstår verden
Resiliens handler ikke om, hvad der sker i et menneskes liv, men om, hvordan det opleves og fortolkes. George Bonanno, en førende resiliensforsker, kalder belastninger for “Potentially Traumatic Events” (PTEs), fordi det afgørende er, hvordan barnet tænker om det, der sker. To børn kan opleve den samme hændelse, for eksempel skilsmisse, mobning eller et dødsfald, men reagere vidt forskelligt; den ene oplever det som altødelæggende, den anden som svært, men overkommeligt. Derfor er perception og fortolkning nøglen til at udvikle resiliens.
Hvad kendetegner børn og unge med høj resiliens?
Flere store studier, herunder Emmy Werners 32-årige undersøgelse på Hawaii, peger på tre afgørende psykologiske faktorer hos børn og unge med høj resiliens:
Indre locus of control
De tror på, at de selv kan påvirke deres liv.
Positiv forklaringsstil
De tolker problemer som midlertidige og afgrænsede, ikke som permanente og personlige.
Social tilknytning og åbenhed
De søger støtte og opretholder relationer, selv i svære tider.
Det er vigtigt at bemærke, at resiliens ikke er konstant; den kan styrkes og svækkes afhængigt af omgivelser, relationer og støtte – vigtige pointer som også Garmezy påpegede.
Sådan udvikler du børns resiliens i skolen
Alle professionelle voksne i skolen har stor indflydelse på, om elever udvikler resiliens. Ofte er det en enkelt voksen, der gør hele forskellen for et barn i krise. Lærere kan styrke elevernes resiliens ved at:
Give eleverne et sprog for tanker og følelser – brug for eksempel karakterstyrker eller metoder fra positiv psykologi.
Anerkende børnenes indsats, ikke kun resultaterne – fokusér på det, eleverne har gjort for at lære, ikke bare på det, der lykkedes. (Det er vigtigere at kunne tale fransk end at få 12 til eksamen).
Vise sin egen menneskelighed – del små historier om, hvordan du selv har overvundet noget svært.
Skabe struktureret støtte – for eksempel gennem samtaler, tydelige rutiner og læringsmål, eleven selv er med til at sætte.
Resiliens kan læres og trænes – reframing af negative oplevelser
Såvel Bonanno som andre forskere har påvist, at det er muligt at styrke resiliens gennem kognitiv træning. Neuroforsker Kevin Ochsner har dokumenteret, at børn (og voksne) kan lære at omfortolke eller “reframe” negative oplevelser og dermed ændre både vores følelser og reaktioner.
Et grundlæggende spørgsmål er, om eleverne ser en begivenhed som et uløseligt problem eller måske ligefrem som et traume, eller om de ser begivenheden som en mulighed for læring og udvikling.
To eksempler på reframing
Situation 1
Anna bliver valgt sidst til fodboldholdet
Hendes oprindelige tanker: “Der er ingen, der vil have mig med. Jeg er dårlig. Jeg burde bare lade være med at spille.”
Reframing med støtte: “Det gør mig ked af det at blive valgt sidst – men det betyder ikke, at jeg er dårlig. Måske kendte de andre ikke mig så godt endnu, eller måske tænkte de bare på, hvem der plejer at spille meget. Jeg kan øve mig og spørge, om vi skal spille sammen næste gang.”
Hvad eleven lærer:
- At tanker ikke nødvendigvis er fakta.
- At en ubehagelig oplevelse kan tolkes på flere måder.
- At hun har handlemuligheder.
- At hun kan påvirke situationen næste gang.
Situation 2
Malik får en dårlig karakter i matematik
Hans oprindelige tanke: “Jeg er dum til matematik. Jeg lærer det aldrig.”
Reframing med støtte: Efter en snak med læreren kan han begynde at tænke: “Den her prøve gik ikke så godt – men det betyder ikke, at jeg er dum. Jeg havde ikke fået øvet nok den her gang, og jeg ved, at jeg kan blive bedre, hvis jeg arbejder med det og får hjælp. Jeg har før lært svære ting.”
Hvad eleven lærer:
- At én dårlig oplevelse ikke definerer hans evner.
- At han kan udvikle sig gennem indsats og støtte.
- At fejl er en del af læringsprocessen – ikke et bevis på fiasko.
De 3 P’er: Martin Seligmans model for tankemønstre og resiliens
Martin Seligman, pioner inden for positiv psykologi, beskrev tre typiske tankemønstre, der kan stå i vejen for resiliens, og som ofte opstår, når vi oplever modgang – og hvordan vi kan lære at tænke anderledes for at styrke vores virkelighedsopfattelse og resiliens:
Personalisering
Når vi tager skylden for noget negativt, som ikke (udelukkende) er vores ansvar. “Det er min skyld, at det gik galt.”
Vi internaliserer problemer og fejl – og det øger skam, selvbebrejdelse og mindsker troen på, at vi kan ændre noget. Ved at se situationen mere nuanceret kan vi slippe unødvendig skyld og lettere komme videre.
Generalisering
Når vi tror, at én negativ hændelse smitter af på hele vores liv. “Hvis jeg fejler her, går alt andet også galt.”
Vi antager, at ét nederlag betyder, at alt er håbløst – og mister perspektiv. Ved at erkende, at dårlige ting kan være afgrænsede, kan vi bevare håb og handlekraft i andre dele af livet.
Permanens
Når vi tror, at problemer er permanente og aldrig vil ændre sig. “Det bliver aldrig bedre.”
Vi mister modet og stopper med at forsøge at ændre situationen. Når vi i stedet ser problemerne som midlertidige, åbner det for håb, handling, læring og udvikling.
De 3 P’er viser, hvordan vores tanker og tolkninger påvirker, hvordan vi håndterer modgang. Ved at blive opmærksom på disse tankemønstre – hos os selv og vores elever – kan vi styrke evnen til at:
- Tænke mere realistisk.
- Bevare håbet.
- Tage aktive valg.
- Opbygge resiliens.
… men resiliens kan også nedbrydes
At lære resiliens eller at være resilient kommer desværre ikke med en livslang garanti. Bonanno advarer: Vi kan også tænke os selv ud af resiliens. Vi kan forstørre problemer, gruble og gentage negative tanker, til de fylder alt.
Så husk at:
- Tænker vi på modgang som en trussel, bliver vi fastlåste og sårbare.
- Tænker vi på modgang som en udfordring, øger vi fleksibiliteten og paratheden til at lære.
Hvordan kan karakterstyrkerne og positive følelser bidrage?
Styrker som taknemmelighed, venlighed, håb og mod fungerer som beskyttende faktorer. De hjælper os med at tilpasse os positivt og håndtere modgang – også i situationer med fysisk eller psykisk sygdom (Fletcher & Sarkar, 2013). Nogle karakterstyrker ser endda ud til at forudsige graden af resiliens, særligt styrker knyttet til følelser, tænkning og selvkontrol (Martínez-Martí & Ruch, 2017).
I deres studie fandt de, at håb, mod og livsglæde (zest) havde den stærkeste sammenhæng med, hvordan mennesker formår at tilpasse sig positivt, når de møder modstand. Forskerne peger på, at processer som vedholdenhed, følelsesregulering og sociale forbindelser kan være centrale elementer i den udvikling.
Positive følelser og resiliens
Når vi taler om positiv psykologi, tænker mange straks på lykke og glæde, selv om positiv psykologi er meget mere end det. Men hvordan hænger positive følelser sammen med resiliens?
Ifølge Cohn, Fredrickson, Brown, Mikels og Conway (2009) er der en tæt forbindelse. De fandt, at personer, som ofte oplevede positive følelser, for eksempel glæde, taknemmelighed og interesse, udviklede større tilfredshed med livet og opbyggede mentale ressourcer, som styrkede deres resiliens.
Dette stemmer overens med Fredricksons teori om “broaden-and-build”, som siger, at positive følelser udvider vores måde at tænke og handle på – og hjælper os med at opbygge varige ressourcer, som vi kan trække på i svære tider (Fredrickson, 2004).
Hvad betyder det for arbejdet med børn og unge?
Forskningen peger på, at karakterstyrker og positive følelser kan styrkes og trænes – og dermed er med til at udvikle børns og unges resiliens. Arbejdet med resiliens i skolen er derfor både meningsfuldt og nødvendigt. Det gælder fx at
- Hjælpe børn med at få øje på egne styrker.
- Understøtte de positive sociale relationer.
- Give plads til glæde, nysgerrighed og håb i skoledagen.
- Lære børnene at håndtere svære følelser og finde mening i modgang.
Konklusion: Når vi investerer tid og opmærksomhed i at fremme resiliens i skolen, skaber vi ikke blot robuste elever, men også engagerede og refleksive unge, der er bedre rustet til livets mange udfordringer.
