Hjernen og etikken: En introduktion til forskning i neuroetik

1. Hjerneforskning og selvet

Forskningshøjdepunkt: kognitiv forbedring

Udtrykket kognitiv forbedring henviser til forbedring af tænkeevnen, når der ikke er et iboende problem med tænkningen. Der er udviklet adskillige medikamenter til at hjælpe mennesker med tankeproblemer med at forbedre deres koncentrationsevne og klare sig bedre i skolen. Nogle gange bruger raske mennesker dog også denne medicin, fordi de ønsker at forbedre deres hukommelse eller indlæringsevne. Dette kaldes kognitiv forbedring, og neuroetikere har rejst fire bekymringer i forbindelse med denne praksis [2].

For det første er der bekymringer om sikkerheden. Medicin er ofte forbundet med uønskede bivirkninger. For mennesker med tankeproblemer kan det være risikoen værd at blive rask igen. Men for raske mennesker kan det at tage denne medicin udsætte dem for en unødvendig risiko. En anden bekymring er, at selv hvis et lægemiddel kunne bruges sikkert til at forbedre hjernen, ville det være uretfærdigt over for mennesker, der ikke har råd til at gøre det samme. For det tredje er der bekymring for, at hvis nogle mennesker gør det, vil andre føle sig presset til også at tage medicinen, bare for at følge med. Endelig overvejer neuroetikerne den indflydelse, som kognitive forbedringer kan have på præstationers værdighed, og om offentligheden vil dømme folk, der bruger kognitive forbedringer, som uværdige i forhold til deres succes. Neuroetikere ønsker at forstå spørgsmål som dette bedre, at finde ud af, hvad offentligheden mener, og komme med strategier, der kan hjælpe folk med at være sikre.

2. Hjerneforskning og socialpolitik

Forskningshøjdepunkt: kliniske forsøg med antipsykotisk medicin til børn

Kliniske forsøg bruges i medicinsk forskning til at afgøre, om en medicin kan bruges sikkert og effektivt til patienter. I denne form for forskning sammenlignes et lægemiddel med enten placebo (en “dummy-pille”, der ikke indeholder aktive lægemiddelkemikalier) eller et andet lignende lægemiddel for at se, om lægemidlet virker bedre.

Som beskrevet tidligere under princippet om retfærdighed har børn traditionelt været udelukket fra at deltage i klinisk forsøgsforskning. I dag er etikere dog enige om, at risici og fordele ved forskning skal deles retfærdigt mellem alle. Derfor er forskere begyndt at teste medicin for at se, om den virker på børn lige så godt som på voksne. Det er især vigtigt for medicin, der påvirker hjernen, da børn og unges hjerner stadig er under udvikling og kan reagere forskelligt på den slags medicin.

Antipsykotiske lægemidler indeholder kemikalier, der påvirker hjernens funktion, og de ordineres ofte mod lidelser som humørsvingninger eller opmærksomhedsproblemer. På trods af regeringens politik om at øge antallet af kliniske forsøg, der involverer børn, har neuroetisk forskning vist, at der er få undersøgelser af høj kvalitet, der viser, om antipsykotika er sikre for børn at bruge, og om de forbedrer livet for børn med forskellige udviklingsmæssige og psykiatriske lidelser [3]. Der er brug for mere evidens for at hjælpe læger og familier med at træffe informerede beslutninger om disse lægemidler, som allerede ordineres til børn.

3. Etik og praksis inden for hjerneforskning

Forskningens højdepunkt: tilfældige fund

Hjernescanninger bruges ofte i neurovidenskabelig forskning, fordi de ikke skader deltagerne og giver nyttige billeder af hjernen. At tage billeder af hjernen fører dog nogle gange til uventede fund. For eksempel kan en forsker, når han kigger på hjernen til et bestemt formål, bemærke en usædvanlig vækst i den pågældende persons hjerne. Forskere kalder dette for et tilfældigt fund.

Eksemplet med en hjernesvulst er dog sjældent. Oftest involverer opdagelsen af et tilfældigt fund noget mindre (som en let forstørret ventrikel i hjernen), der ikke udgør nogen trussel. I andre tilfælde kan hjernescanningsbilleder afsløre noget, der ser lidt mærkeligt ud, men som har uklar betydning. Der har været meget debat inden for neuroetik om forskernes rolle og pligt til at underrette deltagerne om disse tilfældige fund.

Hvis fundet udgør en betydelig trussel mod deltagerens helbred, som f.eks. en hjernesvulst, er neuroetikere enige om, at deltageren skal have det at vide med det samme. Men hvis det utilsigtede fund ikke kræver lægehjælp eller er uklart, har nogle argumenteret for, at deltageren skal have mulighed for at vælge, om han eller hun vil have det at vide. Det skyldes, at det at få at vide, at man måske fejler noget, kan få en person til at bekymre sig, selv om der måske ikke er noget alvorligt at bekymre sig om. Med ældre unge er beslutningen om at afsløre et mindre tilfældigt fund mere kompliceret, fordi både forældrene og barnet skal inddrages i beslutningen. Nogle neuroetikere hævder, at hvis den unge deltager har evne til at forstå konsekvenserne af at få fortalt denne type information, så bør det være dem, der træffer beslutningen [4].