Tolman blev betragtet som en af de ledende personer inden for behaviorismen, men han havde et andet synspunkt end hans samtidige og hans teorier kan velsagtens siges at skræve over skellet mellem behaviorismen og kognitivismen. Ligesom Skinner brugte han rotter som basis for hans research, men han satte spørgsmål ved Skinners operant betingede ved at argumentere for at rotter kunne lære om miljøet uden konstant tildeling af belønninger. Hans forsøg viste at rotterne kunne forcere en labyrint uden at få belønninger med nogen regelmæssighed.

Derfor kunne han afvise sammenhængen mellem belønning og stimulus-respons tænkningen og han udarbejdede en teori der kaldtes latent læring, hvor mennesker bygger mentale kort over deres omgivelser på baggrund af tidligere erfaringer.

Nøgleprincipperne er som følger:

• Læring er potentialet til at præstere, hvorimod den faktiske præstation er manifestationen af det potentiale.
• Læring er altid formåls – og målstyret; mennesker bruger ikke deres læring, hvis de ikke har en grund til det.
• Latent læring er hvad mennesker har lært gennem tidligere erfaringer, men som ligger i dvale. Beslutningen om at lade det ligge i dvale er måske ubevidst og den enkelte har muligvis brug for tilskyndelse til at anvende den.