Knowles argumenterede for at de fleste voksne elever ville ønske at styre deres egen læring. Han antog følgende:

• De har deres egne opfattelser af dem selv og deres behov og er målstyrede i forhold til at opfylde de behov.
• De medbringer mange livserfaring og viden som kan være en værdifuld ressource til læring.
• De er mere opsatte på at lærings skal sætte dem i stand til at løse opgaver og problemer frem for et fag.
• De har behov for at blive værdsat og respekteret.

Han påstod at efterhånden som man bliver ældre er motivationen til at lære mere indefra kommende (et ønske om at lære) end udefra kommende stimuli. Knowles fremhævede værdien af læring, der er problemorienteret og samarbejdende frem for didaktisk og pålagt.

Han argumenterede for en større lighed mellem eleverne og læreren i forbindelse med valget af indhold og undervisningsformen. Der er fremsat en del kritik af hans antagelser, hvoraf en af dem er, om disse teorier ikke også kunne gælde for børn og unge.