Laing blev uddannet til psykiater I Skotland og arbejdede derefter i den britiske hær som psykiater, hvor han udviklede en interesse for mentale sygdomme. Laing var meget imod psykiatriens måde at diagnosticere og behandle på. Han kaldte det et direkte brud på lægelige discipliner, hvor man undersøger og tester for at finde en diagnose, mens psykiatrien udelukkende diagnosticerer på basis af adfærd. Han argumenterede også imod det modsætningsforhold, at hvis adfærd gav anledning til diagnosen, så gav det ikke mening at medicinerer netop for at hindre adfærd.

Forskellen ligger gemt udgangspunktet, psykiatrien å mentale sygdomme som biologisk betinget og derfor uhelbredeligt, men Lang tog afsæt i at normalitet og neuroser er en del af den samme skala og at årsagerne til mentale lidelser findes i sociale, kulturelle og familieforhold, der alle er med til at forme vores personlighed.

Laing benægtede ikke eksistensen af mentale lidelser, men han så psykotisk adfærd som personens forsøg på at kommunikere bekymringer og skal ses som afreagerende og transformativ oplevelse, der kan føre til vigtig personlig indsigt.

Laing indrømmer at den adfærd er svær at forstå, fordi den er indhyllet i et sprog af personlig symbolisme, som kun er meningsfyldt indefra. Laing forsøgte at forstå hans patienters personlige symbolik ved at lytte på en opmærksom og empatisk måde. Det var baseret på hans tro på at mennesket er sundt af natur og at såkaldt mentale sygdom er et forsøg på at vende tilbage til den natur