Adler adskilte sig fra datidens dominerende Freudianske tænkning, der fokuserede på ubevidste drifter og den enkeltes tidligere oplevelser. Adler var den første psykoanalytiker til at udvide psykologiske teorier til også at omfatte nutidige og bevidste kræfters (holdningers) indflydelse og at samfundets sociale normer og miljøet også havde betydning for personens psyke.

Adler var særligt interesseret i begrebet underlegenhed og de positive og negative virkninger på selvværdet.

Adler hævdede at følelsen af underlegenhed er en alment gældende menneskelig oplevelse, som har rod i barndommen. Børn føler sig naturligt underlegne, fordi de er omgivet af stærkere og mere magtfulde mennesker med større evner. Et barn forsøger at efterligne og opnå de samme færdigheder som dem der ældre end dem selv og de er motiverede af kræfterne omkring dem, der driver dem mod sin egen udvikling og resultater. Adler slog fast at om underlegenhedsfølelen bidrog til øget selvtillid eller ej, var betinget af, hvordan personen så på sig selv – selvværdet.

• Børn og voksne med en sund og afbalanceret personlighed opnår selvtillid, hver gang de bliver klar over, at de evner at opnå de eksterne mål. Følelsen af underlegenhed fortager sig indtil næste gang en udfordring viser sig og bliver overvundet; denne proces af psykisk vækst fortsætter.
• En person med mere generelle følelser af underlegenhed, som fører til en ubalanceret personlighed og som Adler kaldte ”Mindreværdskompleks”, hvor følelsen af underlegenhed aldrig forsvinder.
• Adler genkendte også den lige så ubalancerede personlighed med Overlegenheds komplekset, der viser sig som en konstant stræben efter mål. Når disse mål er nået, så bidrager de ikke til en følelse af selv tillid, men får personen til at søge yderligere ekstern anerkendelse og resultater.

En samlende gengivelse af Adlers teori kan ses nederst.